Marcus Holmén fra topholdet Skövde har altid drømt om at spille i den danske liga
– Jeg har fulgt den danske liga siden jeg var en lille knægt og det har altid været en drøm at få lov at spille i den: Den er god og der er mange gode spillere, lyder det fra den 25-årige svenske målmand Marcus Holmén.
1. juli skifter han fra svenske Skövde, der ligger nummer 2 i den svenske liga, til Nordsjælland Håndbold.
Marcus Holmén fortæller, at han ikke behøvede lang betænkningstid: – Det er et ungt og talentfuldt hold, som jeg ser frem til at være en del af.
Assistenttræner Simon Dahl, som overtager holdet 1. juli, glæder sig også:
– Marcus er en spændende målmand, som har gjort det rigtig godt i den svenske liga de sidste par sæsoner kronet med en flot sæson i Skövde i år, hvor han har bidraget til at spille holdet helt i toppen.
Den to meter høje og 100 kilo tunge målmand fylder godt i målet, og han har vundet VM-guld med det svenske U21-landshold i 2013 og formanden for IFK Skövde, Per Andersson, har betegnet ham som talentfuld, træningsvillig og ambitiøs.
Marcus Holmén flytter til Hillerød og vil også fungere som målmandstræner i Helsinge, som sammen med Hillerød og Helsingør er moderklubber til Nordsjælland Håndbold. Hér får han også selv målmandstræning, idet Kristian »Nøller« Asmussen vil træne ham så skiftet bliver gnidningsfrit.
Og i lørdags blev det offentliggjort, at Dan Beck Hansen skifter fra Nordsjælland Håndbold til IFK Skövde, som i forvejen har tre danske spillere og en dansk træner.
Det er den anden nordiske forstærkning inden for kort tid: For nylig blev det offentliggjort, at den 20-årige norske ungdomslandsholdsspiller Fabian Sandven afløser den nuværende ligatopscorer Johan Meklenborg.
Bliv Nordsjælland Håndbold Partner
Vi mærker en stor interesse fra hele regionen, og vi er stolte af den store partner tilslutning. Mere end 100 virksomheder har i dag et samarbejde med os – vi håber du vil være den næste.