Jesper Dahl i en karakteristisk attitude: Puster ud mens han kæmper sig fri af forsvaret. (Foto: Jan F. Stephan).
Fransk klub fristede med et tilbud, han ikke kunne sige nej til
– Det har været den sværeste beslutning i mit håndboldliv, fordi jeg har det som blommen i et æg i en klub jeg elsker. NH har betydet alverden for mig – udviklet mig i de vigtigste håndboldmæssige og menneskelige år af mit liv, samt givet mig venskaber for livet. Dét er for mig et godt billede på, hvad håndbold kan og hvad en klub betyder langt ud over de 40×20.
Sådan siger højrebacken, 27-årige Jesper Dahl, som fra næste sæson spiller i den franske klub US Ivry, som p.t. suverænt fører 2. division og dermed er i den bedste liga, når Jesper Dahl starter.
Kunne ikke sige nej
Efter et år i Århus Håndbold vendte Jesper Dahl i denne sæson tilbage til Nordsjælland Håndbold, og ved skiftet fortalte han, at han var rigtig glad for at vende tilbage:
– Der skulle derfor noget helt særligt til for at lokke mig væk fra klubben og alle de gode mennesker, der knokler og virkelig vil Nordsjælland, og for mig er lige netop dét, at spille i den bedste franske række dét særlige. En mulighed jeg ikke kunne sige nej til.
Som verden ser ud p.t., så er Nordsjælland Håndbold væk fra den direkte nedrykning, og det ligger Jesper Dahl meget på sinde, at stoppe på en ordentlig måde:
– Jeg håber så inderligt, at vi i fællesskab får leveret Nordsjælland videre som værende et ligahold. Det fortjener klubben.
Udlandet har fået øje på det stærke træningsmiljø
Jesper Dahl, som på banen både dirigerer medspillere og tilskuere med stor entusiasme, spiller en stor rolle i truppen:
– Det bliver utvivlsomt en bet at miste at Jesper, som såvel i kampene som i dagligdagen, har en stor rolle for os, hvor hans iver efter at blive bedre og hans store fighterhjerte smitter af på os alle, siger cheftræner Simon Dahl.
Men Simon Dahl ser alligevel noget positivt i dét at miste en spiller:
– Trods det, så glædes jeg alligevel en smule over, at vores miljø efterhånden er blevet så stærkt, at udenlandske klubber fra større ligaer kigger vores vej, når de skal sammensætte deres hold.