Hillerød
30/03 - kl. 19:00
NH vs TTH
Skip to main content
Nyheder

Fysisk træner klar til 11. sæson

By 22/03/2022september 5th, 2022No Comments

Per Nielsen tester spillerne inden en sæsonstart. Det fører til, at hver spiller får sit eget træningsprogram, som skifter seks-otte gange i sæsonens løb.  (Foto: Erling Madsen).

​Per Nielsen har forlænget kontrakten med Nordsjælland Håndbold med to år

– Jeg kan godt li’ »projektet Nordsjælland Håndbold«: At være med til at bygge nogle ting op sammen med nogle mennesker, som er dedikerede og dygtige. Og så betyder det også noget, at det er håndbold …
Dér er Per Nielsens forklaring på, at han netop har forlænget aftalen med Nordsjælland Håndbold med yderligere to år oven i de ti år, han har arbejdet med holdet.
Helsingør-drengen har spillet i to af NH’s tre moderklubber: Helsingør Håndbold og Team Helsinge Håndbold med debut på Helsingørs 1. hold som 19-årig i 1998.

Fysisk træning og kostvejledning
Han har sig eget firma, pernielsen.com, hvor han også tager sig af nogle få andre topsportsfolk, men ellers er hovedvægten på ved fysisk træning og rigtig kost at hjælpe svært overvægtige til at tabe sig.
Kombination af fysisk træning og kostvejledning er også elementer i arbejdet med NH’s spillere:
– Kostvejledningen er blevet et vigtigt element i optimeringen af spillerne, ligesom vi også har optrappet den fysiske træning de senere år. Og Per er utrolig dygtig og engageret, fortæller sportschef Jørn Blom Hansen.

Hver spiller får seks-otte træningsprogrammer
Per Nielsen starter om sommeren mellem to sæsoner med at teste truppen. Det fører til, at hver spiller får sit eget, detaljerede træningsprogram, som typisk skifter seks-otte gang i løbet af sæsonen i takt med at der fokuseres på ny ting.
– Skiftende programmer skaber også variation for spilleren, der også fører træningsdagbog. Og vi har et meget fint træningsmiljø, hvor vi arbejder mod et fælles mål og kan se, at det rykker sig, siger Per Nielsen.
Og han uddyber: – For hver enkelt spiller handler det om at finde den hårfine balance mellem øget fysisk styrke uden at det går ud over bevægeligheden. Derfor kan en spillers fysiske udvikling også strække sig over flere år.