Skip to main content
Nyheder

Nicolas Lundbye Kristiansen stopper

Er ikke kommet sig helt over knæskaden og kroppen siger fra.

Når slutfløjtet lyder på lørdag 17. april i Helsinge Hallerne, så er det slut for turneringssæsonen i Nordsjælland Håndbold, men også tæt på at være slut for Nicolas Lundbye Kristiansens håndboldkarriere, hvor sidste kamp bliver pokalkampen fredag 23. april mod HØJ Elite:

– Jeg synes det har været en svær beslutning, men jeg har ondt fysisk – min krop vil simpelthen ikke give mig lov til at gøre de ting, som jeg ellers ved, at jeg kan, forklarer den 29-årige højre back.

I februar gjorde han comeback efter halvandet år ude med skade og to operationer i knæet. Ihærdigt og målrettet blev han genoptrænet og målet var helt klart at komme tilbage på holdet.


Kontrakten blev i januar forlænget med et år, men denne sæson bliver altså den sidste:

– Jeg ville godt kunne kæmpe mig tilbage på et solidt niveau – men der er også en fremtid efter håndbold, siger alderspræsidenten, som ved siden af at være professionel håndboldspiller også arbejder som ingeniør.

Og cheftræner Simon Dahl er enig og bakker beslutningen op: – Der er andet i livet end håndbold og der er også et liv bagefter at tage hensyn til.
Simon Dahl tilføjer, at det har været en fornøjelse at se, hvordan Nico har kæmpet for at komme tilbage på holdet.

Slutter af med én stor fest
– Vi går alle benhårdt efter den direkte oprykning. Jeg vil enormt gerne være en del af at spille NH tilbage i Ligaen, sagde Nicolas Lundbye Kristiansen, da han gjorde comeback i februar.

I fredags i Skive blev dét mål opfyldt: – Man kunne mærke, at alle sagde: »Dén kamp vil vi vinde!« – og vi går igennem ugen op til den sidste kamp med ro i maven. Det er lige som det skal være: Jeg slutter af med én stor fest …

Nicolas Lundbye Kristiansen mener det er et stærkt hold, som vender tilbage til Ligaen:

– Vi er klart tømret mere sammen som hold. Vi har lært meget og er blevet ældre. Så jeg                                     føler, vi står stærkere end da vi rykkede ned.

Som den ældste på holdet har Nico været en rollemodel for unge spillere, og det er en rolle,                                han har haft det rigtigt godt med. I det hele taget har han befundet sig godt:

– Jeg kan sindssygt godt li’ at være i Nordsjælland Håndbold: Alle på og omkring holdet er fantastiske mennesker, og jeg kommer til at savne det hele enormt meget. Det er en klub med ekstremt meget sjæl! 
Sportschef Jørn Blom Hansen siger, at NH vil savne Nico, som han kæmpede for at få en kontrakt med:

– Vi havde i to omgange forsøgt at få en aftale i hus. Det gjorde vi, fordi vi i Lundbye så en spiller med masser af potentiale og en spiller som altid er 100 % dedikeret. Tredje gang blev lykkens gang og vi er super glade for den rejse, vi har taget sammen.

​Erling Madsen