Hillerød
30/03 - kl. 19:00
NH vs TTH
Skip to main content
Nyheder

Henrik Kronborg til Nordsjælland Håndbold

Henrik Kronborg, th. i Royal Stage – én af Nordsjælland Håndbolds tre hjemmebaner, da Danmark mødte
Sverige i en træningskamp i juni inden OL. (Foto: Erling Madsen).

Landsholdets assistenttræner skal bidrage med unik trænersparring på Ligaholdet og NH-talent

– Jeg glæder mig over, at vi har kunne ansætte en så stor kapacitet som Henrik Kronborg i vores team, som
jeg tror og håber, kan være med til at løfte en masse – såvel på som udenfor banen. Hans håndboldfaglige
kompetencer er indiskutable og sparringen omkring netop dén del, tror jeg, bliver en kæmpe styrke for alle i og omkring Nordsjælland Håndbold.

Ordene kommer fra Nordsjælland Håndbolds cheftræner Simon Dahl, som ser hen til denne styrkelse af
både Ligaholdet og NH-talent – og assistenttræner Laurids Søgaard, der også er talentchef, peger på at det
også har en værdi for NH’s berømte træningsmiljø: – Jeg ser ansættelsen af Henrik Kronborg som et kæmpe løft af vores miljø i Nordsjælland Håndbold. Jeg er helt overbevist om, at Henriks store faglighed kan være med til at flytte trænere, spillere og vores miljø yderligere. Den sparring som særligt vi trænere – på tværs af senior og ungdom – kan få med Henrik, ser jeg som værende unik i Danmark.

Sportschef Jørn Blom Hansen er også glad for aftalen: – Henrik Kronborg kender klubben og vores dygtige
trænerteam. Og han kan være med til at hjælpe os med at få indfriet ambitionerne om at komme i Top 8.

Henrik Kronborg glæder sig
Henrik Kronborg var træner for NH i 2005-11, og i dag er hans søn Magnus med i truppen. Med det danske landshold er han netop vendt hjem fra OL i Tokyo med en sølvmedalje, som supplerer guldmedaljen fra
forrige OL samt VM-titlen de seneste to år i træk. Og han fortsætter som assistenttræner på landsholdet.
Men hvad mener han selv, han kan bidrage med i Nordsjælland Håndbold?
– Som træner kan man ofte føle sig lidt alene. Derfor er det rart at have nogen at sparre med, som har stået
i samme situation. Jeg skal være sparringspartner og give input – men det er trænerne, som bestemmer,
siger han. Aftalen går bl.a. ud på, at han deltager i en ugentlig træning med Ligaholdet og med U19-holdet, men han medvirker ikke under kampe.

Henrik Kronborg, som bor i Helsingør, ser hen til opgaven: – Det er meget spændende, hvad der er i gang i
Nordsjælland Holdbold og jeg glæder mig meget.