Skip to main content
Nyheder

Folkeaktier indbragte 1,2 millioner kroner

Stor tilfredshed med opbakningen fordelt på 260 køb af folkeaktier – og mulighed
for at flere aktier udbydes når turneringen kommer i gang med publikum.
 
– Vi er godt tilfreds med 1,225 millioner kroner i en situation, hvor vi ikke kunne vise os frem for publikum. Sådan lyder det fra direktør H.P. Dueholm, Nordsjælland Håndbold, som glæder sig over, at aktieudvidelsen, som sluttede i går, har styrket egenkapitalen betragteligt; ja mere end fordoblet den.
 
Det betyder nemlig, at Nordsjælland Håndbold til sæsonen 2022-23 står rigtig stærkt med hensyn til spillerindkøb – da Nordsjælland Håndbold har styr på driften, skal pengene udelukkende bruges til at styrke egenkapitalen. Udvidelsen betyder, at der kan tegnes kontrakter for fem million kroner – en fordobling i forhold til i dag.
 
Aktien blev udbudt som en folkeaktie, som skal forene Nordsjælland – og ser vi på køberne, så fordeler købene sig på 260 handler, som spænder fra mindstebeløbet på 750 kroner til 100.000 kroner. – Vi vil nu i bestyrelsen drøfte, om vi eventuelt skal åbne for salget af aktier, når vi starter Ligasæsonen og kan spille med publikum, oplyser H.P. Dueholm. Og så føjer han til, at alle aktionærer får en invitation til åbningskampen i Ligaen, når Skive fH fredag 3. september kommer på besøg i Royal Stage i Hillerød.

Flere brikker lægges til puslespillet

For Nordsjælland Håndbold handler aktieudvidelsen om at lægge en økonomisk brik til puslespillet som en
fast del af Ligaen, og ifølge bestyrelsen meget gerne en plads i Top-8 inden for de kommende tre sæsoner.
En anden brik sørger cheftræner Simon Dahl og den nye assistenttræner Laurids Søgaard for ved at arbejde med udvikling af spillertruppen. Og tredje brik er NH-talent, som startede sidste sæson med et U17-hold, der lå i top, da turneringen blev coronalukket. Rygterne om denne mulighed for udvikling på Sjælland har givet stor søgning, og NH stiller i den kommende sæson både med et U17- og et U19-hold med Laurids Søgaard som talentchef. Fjerde brik er publikum: Hér har NH flere planer for at kunne trække publikummer til hjemmekampene, hvor rekorden er 2.917 til en ligakamp i Royal Stage mod KIF Kolding i november 2019: Målet er et gennemsnit på 2.000 tilskuere. Vi havde fået det op fra 900 til 1.800, da vi sidst måtte spille med publikum. siger H.P. Dueholm.