Det bliver en af de svære, men også sjove kampe, når Helsinge-Hallen søndag eftermiddag lægger gulv til vores hjemmekamp mod ligaens tophold, GOG. Fynboerne har efter 11 runder hentet 21 point ud af 22 mulige, hvilket betyder, at de indtil videre er ubesejrede i ligaen. Vi har snakket med cheftræner Lasse Folkmann om, hvad vi kan gøre for at forsøge at sætte en stopper for den gode GOG-stime.
”Der er ingen tvivl om, at vi skal spille op til noget af vores bedste, hvis vi skal have noget med fra kampen mod et hold, der både fører ligaen og er gået videre i Champions League. Dog tænker jeg, at vi ligger fint til GOG, som gerne vil spille hurtigt og løbe kontra ligesom os. Det er jeg derfor overbevist om, at vi sagtens kan være med på, men vi skal samtidig være gode til at styre tempoet i kampen, som vi vist også har været dygtige til på det seneste, særligt i perioden med mange skader på holdet.
Det er dog vigtigt, at vi er gode til at passe på bolden, så vi ikke får sat deres kontramaskine for meget i gang. Jeg tror nemlig, at vi har gode muligheder for at løse opgaven, når vi kommer ned og står på buerne, selvom vi skal forholde os til nogle dygtige spillere, heriblandt Óli Mittún og Hjalte Lykke,” afslutter Folkmann.
Der er kampstart søndag kl. 15.00. Kampen sendes ikke på tv, så det gælder om at sikre sig en billet, inden der tændes for de røde lamper i Helsinge-Hallen.
Har man ikke mulighed for at overvære kampen, kan den som altid følges via Tophåndbold-appen og vores sociale medier.