Udebane
22/10 - kl. 19:30
SØN vs NH

I sommeren 2019 kom en 17-årig dreng fra Taastrup ind ad døren efter at have ført barndomsklubben TIK til et dansk mesterskab for U16. Dengang var NH-Talent endnu ikke kommet til verden, og den unge Matias Campbell blev derfor udstyret med trøje nummer 42 og en plads i ligatruppen, selvom han stadig havde flere år tilbage med alderen til ungdomshåndbold.

Til sommer er der gået otte sæsoner, og Campbell er blevet ældre, har udviklet sig til en lederfigur på holdet og er nu klar til nye udfordringer. Vi siger derfor tak for denne gang og sender playmakeren videre til den franske liga og klubben Saint-Raphaël.

”Det var et helt vildt svært valg at skulle forlade Nordsjælland Håndbold efter så mange gode år. Jeg har så mange gode minder og venskaber fra min tid i klubben, så det bliver meget vemodigt til sommer, når det er slut for denne gang.

Jeg glæder mig dog til at udfordre mig selv og opleve en helt ny håndboldkultur i et andet land. Jeg er blevet meget mere moden og en dygtigere håndboldspiller gennem min tid i NH, og det glæder jeg mig til at komme ud og prøve af.

Inden jeg skal nogen steder, skal denne sæson i Nordsjælland dog sluttes godt af. Jeg har stadig til gode at spille slutspil i Nordsjælland, og jeg håber selvfølgelig, at det bliver i år, vi får lov til at prøve det. Det kunne være en fantastisk måde at slutte af i NH på og give noget tilbage til fansene, inden vi forhåbentlig ses igen om nogle år. Jeg kan bestemt godt se mig selv vende tilbage til NH en dag,” lyder det fra Campbell.

At savnet til Campbell formentlig bliver gensidigt, står klart, når direktør Kim Scheuer sætter ord på afskeden:

”Der er ingen tvivl om, at Campbell har nogle fantastiske kompetencer, vi skal ud og erstatte. Ud over sine færdigheder på banen besidder han også en enorm rutine, og han har været med så længe, at man ofte glemmer, at han lige er fyldt 25 år.

Selvom han kom til, inden NH-Talent blev etableret, er han endnu et eksempel på, hvordan vi arbejder med unge talenter i Nordsjælland Håndbold, når vi endnu en gang sender en spiller videre til en europæisk topliga,” afslutter Kim.