Lemvig på udebane en fredag aften – halleluja det bliver fedt. Glem alt om julefred, hygge og gode stunder. I 60 minutter fredag aften er der dømt krig – og vi er klar!
Oprykkerne fra vestkysten har leveret rigtig flot, fået otte point og kommer helt sikkert til at jagte chancen for at overhale os i tabellen.
Vi var ikke ovenud tilfredse med vores præstation mod Aalborg, selvom der var mange fine momenter undervejs – og nu jagter vi nok engang, det at kunne sætte en god kamp sammen i 60 minutter.
Lemvig har fået seks af deres otte point på hjemmebane – senest slog de SønderjyskE relativt sikkert – så vi er helt bevidste om, at der venter os en vanskellig opgave på en svær udebane. Vi forventer at komme i en decideret heksekedel, men håber, at vores trofaste og farverige medrejsende fans kan hjælpe os til en god præstation.
Vi har brug for, at alle, der har bare lidt NH i blodet og er i Lemvig fredag aften, står sammen og kæmper en vis legemsdel ud af bukserne, for vi vil komme i stormvejr undervejs og der er det vigtigt at være cool.
Lad os håbe, at vi har den fornødne coolnes fredag aften og lader det være startskuddet til en yderst spændende uge i Nordsjælland Håndbold, inden julefreden kan sænke sig.
Simon Dahl
Ass. træner