Sidste weekend var vores U17 hold til DM, hvor det blev til flotte sølvmedaljer. I denne weekend er det U19 der skal i ilden, når landets fire bedste U19 hold samles til Final4 om DM-titlen i Gudme.
Vi har snakket med Laurids Søgaard i hans rolle som cheftræner for U19 holdet. Her kigger han tilbage på en god sæson og ser spændt frem imod DM:
”Jeg syntes vi har lagt nogle gode lag på vores spil undervejs i sæsonen. Det skyldes i høj grad en god hverdag, hvor vi har god sparring fra vores U17- og 2. Divisionshold. Samtidig har vi også kunne udfordre vores spillere på seniorniveau i form af kampe med 2. division og træning med ligaholdet.”
Drengene har indtil videre leveret en resultatmæssigt flot sæson, hvor de har kvalificeret sig til DM ved at vinde ligaen øst for Storebælt. Til DM får vores drenge selskab af tre dygtige hold fra vest: GOG, Skanderborg-AGF og HF Mors. Netop den matchning er noget Laurids ser frem til:
”Vi glæder os meget til at få nogle gode kampe mod dygtige hold. Vi har til tider savnet flere kampe med kvalificeret modstand og vi har ydermere været nødsaget til at spille mod de samme 4(!) hold hele året.
Vi har en stor tro på, at vi kan tage til Gudme og levere to flotte præstationer, men er samtidig bekendt med at det er rigtig dygtige modstandere. Vi stræber derfor efter at præsentere os fra vores bedste side, og se hvor langt det bærer resultatmæssigt.”
I den første kamp lørdag kl. 17:00 venter Skanderborg-AGF. Afhængigt af resultatet står søndagen på enten bronzekamp kl. 12:00 eller finale kl. 16:00, her vil modstanderen hedde enten HF Mors eller GOG.
Samtlige kampe fra U19-DM livestreames på DanskHåndboldtv.dk, ligesom der også vil blive opdateret på vores sociale medier. Så der er god mulighed for at følge med, for dem der ikke tager turen til Fyn og støtter op om drengene.