Helsinge
01/11 - kl. 15:00
NH vs GOG

Tim Hjorth Rantala rykker en anelse nordpå fra HØJ Elite til Nordsjælland Håndbold
 
Så er afløseren for stregspilleren Andreas Maagaard, som næste sæson spiller i Tyskland, fundet: 21-årige Tim Hjorth Rantala flytter en anelse nordpå fra HØJ Elite til Nordsjælland Håndbold.
Han kommer med en højde på 1,98 meter og en kampvægt på 106 kilo:
– Tim er en stor gut, der de sidste par sæsoner har udviklet sig flot i HØJ Elite og lagt store lag på sin fysik, som er så afgørende for at kunne lykkes i håndboldligaen. Det skal vi have løftet yderligere – og det tror jeg helt bestemt vi kan, så vi derfor vil få megen glæde af Tims kompetencer de kommende år, lyder bedømmelsen fra cheftræner Simon Dahl. 
​
Bliver vildt spændende!
Tim Hjorth Rantala kommer fra Ferslev uden for Frederikssund, og han har tidligere spillet i HK 73 Frederikssund og FIF Håndbold, hvor han som U19-spiller debuterede i 1. division.
Efter gymnasiet har han taget et par sabbatår, og arbejder i Austrotherm, der er Guldpartner i Nordsjælland Håndbold.
Og stregspilleren glæder sig til skiftet fra 1. division til HTH Herreligaen:
– Det bliver jo bare helt vildt spændende at skulle prøve kræfter med håndboldligaen, da det jo bliver noget nyt for mig, siger han.
 
Nordsjælland Håndbold passer ham også fint: 
 
– Jeg ser Nordsjælland som en utroligt spændende klub med et godt set-up og nogle gode ambitioner, det glæder jeg mig utroligt meget til at blive en del af. Og jeg ser Nordsjælland som et sted, hvor jeg kan tage de næste skridt i min udvikling.