Udebane
10/12 - kl. 15:00
KIF vs NSH
Skip to main content

Den talentfulde NH-træner Simon Dahl rykker til europæisk topklub

Se interview med Simon Dahl her.

Da Simon Dahl i sommeren 2014 tog fra Skjern for at starte som U18-træner i Helsingør Håndbold, havde han næppe en helt færdig plan i baglommen udover at udnytte de muligheder, der måtte byde sig for at lære og blive dygtigere.

Derfor slog Simon til, da muligheden i 2015 bød sig til for at blive assistenttræner for Ian Marko Fog. Derefter sagde han til vores store tilfredshed ja til at blive cheftræner for vores ligahold i 2019. Han tog med glæde imod satsningen på NH-Talent, som bragte mange unge talenter ind omkring truppen.

Det er derfor også naturligt, at Simon tager imod tilbuddet, når en europæisk topklub vil indløse den frikøbsklausul, der er i hans aftale med os. Simon har nemlig sagt ja til at blive en del af trænerteamet i en europæisk topklub, hvor han i samarbejde med det øvrige trænerteam skal sikre klubben europæisk succes.

Vi er utrolig glade for det samarbejde, vi har haft med Simon Dahl igennem de sidste snart otte år – og uden hans dedikation og entusiasme havde vi ikke haft det Nordsjælland Håndbold, vi har i dag. Vi er stolte over, at vi som organisation har været med til at kunne udvikle et af de største trænertalenter i Danmark til et niveau, hvor han kan træde ind på den helt store scene.

Vi er samtidig kede af, at vi må sige farvel til en markant trænerpersonlighed, men vi tager det også som et skulderklap, når en af de største klubber i Europa rækker ud til vores talenter. Det vil vi ikke stå i vejen for, når vi efter håndboldforhold bliver kompenseret rimeligt.

Det er for os et bevis på, at vores talentstrategi på alle planer – træner, spillere, administration og organisation – er den rigtige for os, når vi nu for anden gang inden for et år afleverer et talent til den øverste hylde.

Vi har endnu ikke lagt trænerkabalen for næste sæson, men der vil fortsat være samme stærke fokus på talentudvikling og på at skabe det optimale træningsmiljø. Her vil vores nuværende assistenttræner og talentchef, Laurids Søgaard Petersen, være et centralt omdrejningspunkt.

Simon Dahl siger:

 “Jeg har været og er fortsat utrolig glad for de snart otte sæsoner i Nordsjælland Håndbold, der gav mig chancen, som troede på mig og konstant har vist mig ekstrem stor tillid. Der er så mange gode mennesker, der hver dag slider for projektet, og jeg er fuldstændig overbevist, at det er den rigtige vej, vi i fællesskab har været og fortsat er på vej ned ad.

Jeg vil nyde hver eneste dag resten af denne sæson, mens vi knokler hårdt videre for projektet, så der først og fremmest fortsat skal spilles ligahåndbold i Nordsjælland, men også så det næste kuld af unge talentfulde spillere og trænere har endnu bedre vilkår i fremtiden”. 

Laurids Søgaard Petersen:

 Først og fremmest, så er jeg enorm taknemmelig for den tid, og tillid, som jeg har haft sammen med Simon. 

Det først år fik jeg lov til at følge en oprykning på sidelinje, og senest blev det til en stærk 10. plads i håndboldligaen. Vi er desuden, på ufattelig kort tid, lykkedes med at skabe et talentsetup, der er helt i top – både når det kommer til produkt og bæredygtighed. 
Vi står nu med en ung og talentfuld ligatrup, hvor jeg har store forhåbninger til, hvad resten af denne sæson – såvel som de kommende – vil bringe. Simons farvel er naturligvis et stort tab, men det fundament, som han efterlader, bliver guld værd for os alle i Nordsjælland Håndbold.”

Sportschef, Jørn Blom:

”Jeg har forståelse for Dahls beslutning, så jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Jeg har været dybt imponeret over den energi og arbejdsindsats, Simon har lagt i at bygge Nordsjælland Håndbold op til et nyt niveau, og vil savne hans viden og energi. Men vi har jo hele tiden vidst, at denne dag ville komme, og derfor har vi en profilbeskrivelse i skuffen som kan sikre os, at en ny trænerkapacitet kan komme ombord og være med til at føre vores talent- og udviklingsstrategi videre.”

For yderligere information,

Sportschef Jørn Blom Hansen    71703917

Cheftræner  Simon Dahl 31151553

Assistent træner og Talent Chef:   Laurids Søgaard Petersen 61545111