Hillerød
23/02 - kl. 20:00
NH vs FHK
Skip to main content

Nordsjælland flyver højt på en bølge af succes. Onsdag aften sikrede Nordsjælland sig sæsonens fjerde sejr ved at vinde 34-32 over TMS Ringsted i Herreligaen. Dermed ligger Nordsjælland på en tredjeplads med samme pointantal som Aalborg.

Det havde næppe mange nordsjællændere turde håbe på, inden sæsonen gik i gang, og hvad der foreløbig er sat ind på pointkontoen, ja, det kan ingen tage fra de lysegrønne.

Nikolaj Larsson viste vejen i 1. halvleg. Han lavede Nordsjællands tre første mål, men ellers skulle holdkammeraterne lige hives i omdrejninger først.

TMS-fløjen Tobias Hansen gjorde det til 4-3 for gæsterne, inden Nordsjælland for alvor begyndte at røre på sig. Specielt forsvaret stod godt. Der var stadig lidt kort mellem fejlene i den modsatte ende af banen, men Carl-Emil Haunstrup nåede alligevel at gøre det til 8-6, inden TMS Ringsted tog timeout.

Gæsterne forsøgte sig med 7-6-spil, men det straffede Nordsjælland med to mål i tomt net og yderligere et sat ind af Assar Kammenhed i anden bølge. Da Rasmus Madsbøll så også med vanlig træfsikkerhed gjorde det til 12-6, så måtte TMS Ringsteds cheftræner Marc Uhd lægge timeout-kortet endnu en gang.

Et par udvisninger til Assar Kammenhed og Nikolaj Larsson brød rytmen. TMS fik bragt Nordsjællands føring ned på to mål, inden gæsterne også blev ramt på den front, og så kunne Nordsjælland gå til pause med en føring på fire mål ved 18-14.

Nordsjælland formåede imidlertid ikke at holde niveauet efter pausen – hverken i forsvar eller angreb. TMS Ringsted red på en bølge, og efter et stolpeskud kastede Frederik Horn sig ind over stregen og sendte riposten i mål til Ringsted-udligning 24-24.

Trods en timeout kunne Nordsjælland i første omgang ikke få sat prop i, og den stærke belgiske streg Simon Ooms sendte Nordsjælland groggy ud i tovene med målet til 28-25.

Men endnu en timeout hjalp Nordsjælland over krisen. Rasmus Madsbøll udlignede til 28-28 med 11 minutter igen, og i slutfasen var Nordsjælland skarpest. Carl-Emil Haunstrup gjorde det til 32-29 med fem minutter igen.

Intet var dog afgjort. Oliver Wozniak reducerede til 32-31, men en meget vigtig scoring af Jonas Raundahl efter hurtigt udkast gav hjemmeholdet den fornødne luft til at køre den fjerde sejr på stribe i hus.