Det har hele tiden været planen, at jeg gerne vil have et hold igen. Og så bød muligheden sig …
Sådan siger Henrik Kronborg, i denne sæson trænercoach for NH’s trænerduo og flerårig assistenttræner for landsholdet; en post han fortsætter på.
Næste sommer overtager han Skjern Håndbold, som egentlig godt ville have haft ham med det samme, men han kunne ikke drømme om at løbe fra aftalen med NH.
Skjerns træner Claus Dalgaard-Hansen løb sur i det og stoppede fornylig, og den tidligere Herning-Ikast-træner Mathias Madsen sætter sig i cheftrænersædet indtil Henrik Kronborg træder til.
Henrik Kronborg har i øvrigt tidligere 3 år været assistenttræner i Skjern, hvor han med cheftræner Ole Nørgaard vandt DM, 2 pokaltitler og nåede kvartfinalen i Champions League. Hans vurdering er, at Skjern, der p.t. ligger nummer 6 i HTH Herreligaen, er et hold, som har potentiale til igen at være i med i Top-3. Samt i europæisk gruppespil.
Trænersparring er fremtiden
Det var en nyskabelse, da Nordsjælland Håndbold og holdets tidligere træner Henrik Kronborg denne sæson lancerede et nyt samarbejde.
Det fungerer rigtig godt. Jeg er med til træning 1-2 gange om ugen, men ikke til kampe, og kan give sparring i det daglige til Simon Dahl og Laurids Søgaard – og det giver også mig noget, at jeg har nogle at snakke håndsbold med.
Det er trænerduoen som lægger taktik, sætter hold osv., men står det til Henrik Kronborg er det en model, der bør sprede sig, fordi et holds trænere vil have godt af sparring med én, der kender deres situation:
I erhvervslivet er der mange ledere, som har en sparringspartner. Jeg kan sagtens se, at det kan bruges i håndbold, hvor man har én at sparre ledelse og det håndboldfaglige med, siger Henrik Kronborg.