Hillerød
19/11 - kl. 20:00
NH vs TTH
Skip to main content

Lørdag afsluttes grundspillet, når vi gæster Fredericia HK. Her kan det vise sig at blive afgørende, hvor mange point vi selv henter. For på en dag, hvor der er fuld spillerunde i ligaen, er der mange scenarier i spil.

Vi indtager lige nu en placering i ligaen som nummer 13, med kun ét enkelt point op til 12. pladsen og kun ét enkelt point ned til 14. pladsen. Der er som bekendt direkte nedrykning til det hold, der slutter sidst på en 14. plads. Lemvig ligger lige nu på den plads og er afhængige af point i Aalborg, hvis det skal ændre sig.

Over os ligger Kolding på 12. pladsen som giver ét point med i kvalifikationsspillet. Kolding møder Skjern på hjemmebane, hvor de vil forsøge at gøre deres for at undgå de to nederste pladser.

Spørger man Laurids Søgaard er det dog ikke alle disse scenarier, der fylder mest i optakten til kampen: 

”Det, der fylder mest for os, er det, som vi selv kan gøre noget ved. Vi har først og fremmest fokus på vores egen opgave. Vi er selvfølgelig sat godt ind i de forskellige scenarier – og vi håber selvfølgelig på en hjælpende hånd fra Aalborg – men vi går efter at afgøre tingene selv!”

Sidste sæson afsluttede vi ligeledes grundspillet i Fredericia, hvor vi med en sejr lykkedes at sikre os 12. pladen. Laurids og resten af holdet håber selvfølgelig, at det kan blive til endnu en sejr:

”Sidste år tog vi en hårdt tiltrængt – og hårdt tilkæmpet – sejr i Fredericia og det er da med til at give os troen på, at vi kan gøre kunsten efter i dag.”

Den spændende afslutning på grundspillet kan følges live på TV2 fra kl. 16:00. GOG vs. Mors-Thy er hovedkampen, men der vil blive vist livereportage fra alle rundens kampe, som afvikles på samme tid.