Ovenpå den flotte sejr over GOG i sidste uge, drager vi i eftermiddag afsted mod Jylland, hvor ligaens nuværende sidsteplads – KIF Kolding – venter i et spændende opgør. Og som altid kommer assistenttræner Laurids Søgaard her med sine tanker forud for kampen.
”Det vil overraske mig meget, hvis det bliver en rigtig flot spillet kamp. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Kolding nok havde håbet på at stå med mere end tre point på nuværende tidspunkt i sæsonen.”
”Så kampen bliver formegentlig et hundeslagsmål, som det jo nogle gange gør, når kampens resultat har en stor betydning for et eller begge af holdene.”
Fokus for Nordsjælland bliver i stedet at bygge videre på de gode takter, der sikrede sejren over GOG.
”Vi går ind til kampen med styrket selvtillid og tro på tingene, efter vi i særdeleshed leverede en god anden halvleg mod GOG. Der er ikke nogen tvivl om, at det er nogle af de dyder, vi også får brug for senere i dag.”
Vender vi fokus fra banen til tribunen, så kan det også få stor betydning for, hvilken kamp det bliver.
”Det lader til, der er lagt lidt i kakkelovnen fra Koldings side. De kæmper virkelig med at få nogle folk i hallen, så den bliver fyldt. Og når en vaskeægte håndboldby som Kolding gør alt, hvad de kan for at mobilisere folk, så bliver det et svært sted at spille.”
”Samtidig har vi selv en fanbus, der kører derover, og vi synes jo, det er vildt fedt, at vores egne fans tager turen og vil bakke os op. Så det er en kamp, vi glæder os enormt meget til, selvom det ikke er nogen nem opgave, der venter. Men vi tror på, at vi kan lave det til en håndboldkamp, og så kan alting ske til sidst”
Kampen spilles kl. 15.30 i Sydbank Arena. Nåede du ikke at få en billet til kampen, kan du følge liveopdateringer på vores Instagram @nordsjaelland_haandbold og i Tophåndbolds app.