Hillerød
10/10 - kl. 20:00
NH vs MTH
Skip to main content

Da Kristian Olsen og Nordsjælland Håndbold sidste år indledte dialogen, var det med forhåbningen om at få Kristian tilbage til håndbold på topplan efter, at en karrieretruende knæskade havde holdt ham ude i et par år.

Den forhåbning er nu blevet indfriet, og Kristian har sæsonen igennem spillet kontinuerligt, og været en bærende kræft på vores ligahold.

”Jeg har været meget glad for min første sæson i Nordsjælland, som overordnet er gået godt. Grundet min skadeshistorik var det svært at sige om det ville blive fugl eller fisk. Men godt hjulpet på vej af den fysiske stab er jeg heldigvis blevet klar til at spille kamp igen, hvilket er utrolig dejligt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har store drømme og ambitioner med min håndbold. Jeg ser derfor Nordsjælland som det helt rigtige sted at fortsætte udviklingen, og dermed blive en etableret ligaspiller. Her får jeg godt med både spilletid og ansvar, og det er lige hvad jeg har brug for efter min tilbagevenden til håndbold. Jeg udvikler mig stadigvæk meget, særligt på timingen, og med et fortsat kontinuerligt forløb, tror jeg på, at det bliver rigtig godt.” afslutter den 22-årige højre back.

Laurids Søgaard supplerer: ”Vi er glade for at forlænge med Kristian. Efter hans komplicerede skade, er vi sammen med den fysiske stab lykkedes med at få ham i en forfatning, hvor han altid efterlader et stort aftryk, både til træning og i kamp. Vi glæder os til endnu et år, hvor vi skal have forløst endnu mere af hans store potentiale.

Det er fortsat en stor opgave at dossere Kristians hverdag – både på halgulvet og i den fysiske træning. Lykkedes vi med det, så er jeg sikker på, at Kristian vil forsætte sin flotte udvikling og hans store bidrag til holdet.”