Hillerød
10/10 - kl. 20:00
NH vs MTH
Skip to main content
Nyheder

FREDERIK ANDERSSON FORLÆNGER MED NORDSJÆLLAND HÅNDBOLD

Frederik Andersson er glad for at blive i Nordsjælland Håndbold

– Jeg er ikke i tvivl om, at Nordsjælland Håndbold stadig er det rigtige sted for mig at være. Klubben er nærmest fra dag ét kommet ind under huden på mig, og derfor er jeg også rigtig glad for at have forlænget min aftale.

Sådan begrunder den 27-årige målmand Frederik Andersson, at han netop har besluttet at bliver i yderligere to år. Han fortæller, at han havde store forventninger, da han kom til klubben for to år siden: 

– De er til fulde blevet indfriet og mere til. Vi har en virkelig dygtig træner i Simon Dahl, et godt set-up omkring holdet og et rigtig godt sammenhold på holdet. Samtidig er der en imponerende opbakning fra fans og sponsorer, som man i den grad mærker, og det er alt sammen med til at skabe et miljø, som ikke findes bedre øst for Storebælt.

Giver tryghed og ballast
Frederik Andersson har haft en rigtig god sæson og cheftræner Simon Dahl er også glad for forlængelsen:

– Frederik har gennem hele sin tid i Nordsjælland lagt små lag til sit spil. Der er kommet flere »sikre« redninger, som giver os en god tryghed defensivt og en god ballast til at løbe kontra. 

Og Simon Dahl siger videre: – Han har efterhånden en del erfaring, som han glædelig deler ud af, så vi i fællesskab fortsat kan løfte vores samlede niveau.

Nordsjælland Håndbolds anden målmand, Marcus Holmén, vender tilbage til Sverige i næste sæson:  

– Jeg vil også benytte lejligheden til at ønske Markus held og lykke i Sverige og takke for det makkerskab, som vi har haft de sidste to år. Det har været en fornøjelse og et samarbejde, som jeg ikke har oplevet tidligere, siger Frederik Andersson, som håber de to målmænd kan være med til at holdet vender tilbage til Ligaen.