Et festfyrværkeri i Helsinge, hvor KIF blev sat eftertrykkeligt til vægs, blev afløst af en lettere fuser i Skansen i Sønderborg. Den defensive fæstning, var yderst svær at indtage, sportschef Lindhardt proklamerede det var det bedste forsvar i hans tid, og jeg erkender det var en stærk præstation af hjemmeholdet. Vi blev tvunget ud i alternative løsninger blandt andet 7 mod 6, det gav bonus, men desværre også et par i tomt mål. Vi havde dog på dagen de bedste målmænd i Mike og Nøller. Sidstnævnte havde taget en tår af ungdommens eliksir, og skræmte deres straffe skytter tilbage i voldgraven. Samlet set, var det et smalt, men fortjent nederlag, vi løste ikke alle de fokuspunkter vi havde sat os for, og det er alene trænerens ansvar.
Nu venter Skanderborg, de pulveriserede Ringsted i seneste kamp, med hele 11 mål, og er af mange eksperter udråbt som en Dark Horse til slutspillet. De har masser af kvalitet, og fysik. Men det som kendetegner dem ekstraordinært i år, er en skræmmende bredde. Det vil ikke klæde mig at fremhæve nogle frem for andre i den homogene trup, men selvfølgelig skal der lyde et ekstra velkommen til Cornelius.
Fanzonen var trods en brav kamp oppe imod overmagten i Skansen. Den fremragende stemning i seneste hjemmekamp mod KIF, skal overføres til Hillerød, og vi glæder os oprigtig til igen at spille i Frederiksborgcentret.
Nederlag er altid frustrerende, men de skal opfattes som en læring, vi skal have justeret ventilerne, og komme med ny gejst til opgaven. Budgetmæssigt ligger vi stadigvæk helt i bunden, kun for alvor overgået af Lemvig. Men vi har ambitioner, der er store, og hvis de skal omsættes til point, kræver det hver gang noget ekstraordinært. Forventningerne udefra bliver større i takt med resultaterne, men ingen overgår vores egne.
Det bliver en rå herrefight, der kommer til at slå gnister. Det er to tempofyldte mandskaber, med aggressive forsvar, rutine og masser af talent. TV har endnu en gang udpeget os, og den profilering skal udnyttes i vores situation. Så kom i hallen og lav noget larm, vi SKAL have et flagskib på Sjælland, og i som tilskuere er en vigtig del af holdet.
God Kamp!
Ian Marko Fog
Bliv Nordsjælland Håndbold Partner
Vi mærker en stor interesse fra hele regionen, og vi er stolte af den store partner tilslutning. Mere end 100 virksomheder har i dag et samarbejde med os – vi håber du vil være den næste.