Udebane
15/12 - kl. 16:00
GGIF vs NH
Skip to main content
Nyheder

For Mikkel Palmer passer regnskabet ikke længere

Da Nordsjælland Håndbold i fredag vandt sæsonens første kamp – ude mod Ribe-Esbjerg HH – så manglede en spiller på holdkortet; Mikkel Palmer:
 
– Jeg føler ikke længere, at dét, jeg investerer, giver det samme udbytte. Regnskabet går ikke op længere – og det er ikke længere sjovt at spille håndbold, forklarer 25-årige Mikkel Palmer.
 
Han er derfor blevet enig med Nordsjælland Håndbold om at stoppe med det samme. Og det har ikke været en let beslutning for spilleren, som kom tilbage til holdet sidste sæson og med stor succes er omskolet fra venstre back til stregspiller:
 
– Det var ikke nemt at sige til cheftræner Simon Dahl – og heller ikke at fortælle kammeraterne det: det er nogle fine gutter, jeg har hygget mig meget med, siger han om udmeldingen, han gav resten af holdet dagen før Ribe-Esbjerg-kampen.
 
Når Mikkel Palmer ikke længere har den samme glæde ved at spille, så giver det ingen mening at fortsætte. Hverken for ham eller holdet.
 
Men det betyder ikke, at det er helt forbi med håndbold: Han fortsætter som ungdomstræner i Hillerød Håndboldklub, der er én af de tre moderklubber som ejer Nordsjælland Håndbold. Hér vil han også med fornøjelse fortsætte samarbejdet med NH-talent, som ledes af talentchef og assistenttræner på ligaholdet Laurids Søgaard.
 
I første omgang trækkes på NH-talent
I truppen har Mikkel Palmer været et populært omdrejningspunkt; ikke mindst fordi han med sit gode humør og hjælpsomhed bidrager positivt til fællesskabet.
 
Sportschef Jørn Blom Hansen er rigtig ærgerlig over beslutningen, fordi Mikkel Palmer har været en vigtig del af holdet på og udenfor banen:
 
– Jeg ved, at beslutningen har været svær for Mikkel og jeg har kæmpe respekt for hans mod til at sige fra, siger Jørn Blom Hansen. 
 
Sportschefen er nu på udkig efter en stregspiller, og fortæller, at på den korte bane, så hentes der hjælp hos U19-holdet under NH-talent.