Udebane
11/12 - kl. 19:00
SØN vs NH
Skip to main content

Skanderborg AGF var på krogen, men fisken blev ikke hevet i land, og så måtte Nordsjælland Håndbold indkassere et unødigt nederlag 32-28 i lørdagens opgør i Herreligaen i Skanderborg.

– Det er nedslående. Alle er frustrerede, for vi var klart det bedste hold på banen, siger Nordsjællands sportschef Jørn Blom Hansen.

Det så nemlig ud til, at Nordsjælland ville slippe afsted med begge point, da Oliver Klarskov bragte gæsterne foran 22-17 med mindre end 20 minutter igen.

Men derfra gik det bare ned ad bakke. Carl-Emil Haunstrup gjorde det ganske vist til 24-21 med 14 minutter igen, men bare fem minutter senere var der vendt op og ned på opgøret med fem Skanderborg-scoringer i træk.

– Det er virkeligt ærgerligt, for jeg synes ikke at Skanderborg kommer med noget, der ændrer kampen. Det er vores egne fejl, der er ændrer kampen. Vi laver blandt to angrebsfejl i træk, og derudover laver vi et par dumme fejl, konstaterer Jørn Blom Hansen.

Blandt andet sendte målmand Magnus K. Petersen en bold direkte ud i hænderne på Skanderborg efter en redning, og Oliver Klarskov fumlede lidt på et opgiverkast, så Morten Hempel Jensen nemt kunne løbe ned og score.

Den tidligere Nordsjælland-fløj Jeppe Cieslak hamrede et af de afgørende søm i kisten med målet til 26-24.

Det kom Nordsjælland sig ikke over, og Skanderborg AGF kørte sejren sikkert hjem i de sidste ti minutter uden at der for alvor var tvivl om udfaldet.

Til opgøret var Nordsjælland i øvrigt uden krumtappen Matias Campbell. Han fik for nogle uger siden en albue i hovedet under træning, og han været ramt af eftervirkninger siden.

– Nu gav vi ham en pause i dag, og så håber vi, at han er klar igen, når vi spiller igen den 19. november, siger Jørn Blom Hansen.