U21-landsholdsspilleren Jonas Raundahl skifter til Nordsjælland Håndbold på en 3-årig aftale.
I vores jagt på talentfulde spillere med stort udviklingspotentiale er vi lykkedes med at skrive kontrakt med Jonas Raundahl. Jonas Raundahl er fra Middelfart og har spillet de fleste af sine ungdomsår i Fredericia HK, men er fra årsskiftet trådt ind med stor succes på Skive fHs 1. divisionshold.
Jonas Raundahl udtrykker sine forventninger således: ”Efter næsten 10 år i Fredericia føltes det som det rigtige tidspunkt for mig at søge et andet sted hen. Jeg har valgt Nordsjælland Håndbold, da det virker som det helt rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling, og efter en god snak med klubben var jeg ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige for mig.
Nordsjælland Håndbold er en klub som gennem de seneste sæsoner har bevist, at de tør benytte og udvikle unge spillere. Rent sportsligt tror jeg, at jeg kan rykke mig rigtig meget og hjælpe til, at Nordsjælland kommer tættere på en plads i top-8.
Nordsjælland ligger centralt for mange uddannelsesmuligheder, så der bliver rig mulighed for at supplere håndbold med uddannelse.
Lige nu har jeg rigtig store drømme og høje ambitioner omkring at føre håndbolden så langt som overhovedet muligt. Disse ambitioner bliver selvfølgelig ikke mindre, når håndboldherrerne for 3. gang i træk løfter VM trofæet. Bundesligaen har altid været et kæmpe mål for mig. I det perspektiv har Nordsjælland Håndbold netop bevist, at de kan udvikle spillere, der kan begå sig i Bundesligaen i form af Andreas Magaard.”
Vores Talentchef Laurids Søgaard Petersen siger: ”Jonas Raundahl er først og fremmest en ung stregspiller med et godt flair for spillet i begge ender. Han er en del af det danske 02/03-landshold, hvor han deltog i U20 EM sidste sommer, bl.a. sammen med Julius Mørch og Rasmus Madsbøll. Han er fornyeligt blevet lejet ud fra Fredericia til Skive fH, hvor han allerede har fået en stor rolle på et af 1. divisions bedste mandskaber. Vi oplever Jonas som enorm læringsvillig og ivrig efter at dygtiggøre sig – på den måde passer han perfekt ind i vores strategi i Nordsjælland Håndbold.” I Nordsjælland Håndbold glæder vi os over, Jonas Raundahl har valgt os, og vi har dermed sikret os en stærk stregtrio, som vi forventer vil supplere og udvikle hinanden på bedste vis.