Udebane
11/12 - kl. 19:00
SØN vs NH
Skip to main content

Nordsjælland Håndbolds venstre fløj Jeppe Cieslak har valgt at sige farvel, når hans kontrakt udløber til sommeren 2024

Jeppe Cieslak kom til Nordsjælland Håndbold fra GOG i 2020. Her var han stærkt medvirkende til, at Nordsjælland Håndbold hurtigt kom tilbage i ligaen. Og de seneste tre sæsoner har han været en meget stabil venstre fløj og straffekastskytte. Samtidig har venstrefløjens vidunderudstråling gjort ham til en af publikumsfavoritterne.

”Efter snart fire år i Nordsjælland Håndbold vil jeg gerne prøve noget nyt for at kunne fortsætte min udvikling. Men først venter en spændende sæson i Nordsjælland Håndbold. Jeg glæder mig til at kæmpe for NH og vores fantastiske fans resten af sæsonen,” lyder det fra Jeppe Cieslak.

Forståelse for beslutningen
Sportschef i Nordsjælland Håndbold Jørn Blom-Hansen har forståelse for Jeppe Cieslaks beslutning. Samtidig noterer han sig, at klubben endnu engang har vist sig som et godt udviklingssted for talenter, og igen er lykkes med at flytte en spiller til at skulle spille på en højere hylde.

”Jeppe har i alle årene været en fantastisk spiller både på og udenfor banen, og han har sat et stort aftryk på vores hold. Jeg ønsker Jeppe al muligt held og lykke i fremtiden. Nu gælder det for Jeppe om at få lukket døren ordentlig i Nordsjælland-trøjen”.

”Nordsjælland Håndbold har fænomenale fans”
Siden Jeppe Cieslak kom til Nordsjælland Håndbold i sommeren 2020, har han indtil videre spillet 77 kampe og scoret 249 mål for klubben.

”Der skal lyde en stor tak for tre og snart fire virkelig gode år i Nordsjælland Håndbold. At komme til en klub med en strategi og et gå-på-mod, som NH har, har været fantastisk,” udtaler Jeppe Cieslak og fortsætter:

”Jeg kigger tilbage på mine år i klubben med både op- og nedture. Klart flest opture. Den største nedtur var min knæskade i sæsonen 21/22, som virkelig tog pusten fra mig. Her var hele NH en kæmpe hjælp, og det var lige fra folk omkring klubben, til trænere, spillere og ikke mindst de tre fysioterapeuter, der var tilstede i klubben på det tidspunkt – Marlene, Thorsen og Peter, tak!”.

”Jeg vil også rigtig gerne sige sindssygt mange tak til mine holdkammerater, mine trænere og resten af NH. Til sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke fansene, som har været fænomenale alle årene. Det har virkelig imponeret mig, at der er så god opbakning. Bliv endelig ved med det, for det er fantastisk!”.

Vi ønsker Jeppe alt muligt held og lykke fremover – og glæder os til at se ham i den lysegrønne trøje resten af sæsonen.