Hillerød
23/02 - kl. 20:00
NH vs FHK
Skip to main content

Det kunne lyde som oddsetkuponens sikreste udebanesejr. Nordsjælland har tabt de seneste tre kampe i herreligaen, mens GOG møder op til fredagens opgør i Helsingør Hallen med sejre i samtlige otte kampe i denne sæson.

Alligevel er Nordsjælland-træner Laurids Søgaard fortrøstningsfuld og på ingen måde skræmt fra vid og sans.

– GOG er ligaens duks. De har været dygtige til at hive sejrene over på deres side, anerkender Laurids Søgaard men fortsætter:

– Men det har trods alt ikke været lige overbevisende i hver kamp. Senest var de bagud længe mod Sønderjyske og fik kun lige hevet en smal sejr hjem, og jeg tænker, at det lige nu ikke er det dårligste tidspunkt at møde GOG på.

Foruden kampene i Herreligaen er GOG nemlig også travlt beskæftiget med gruppespillet i European League. Således spillede GOG så sent som tirsdag aften hjemme i Gudme mod Ademar Leon fra Spanien. Forberedelserne til fredagens kan således  ikke have været optimale for fynboerne.

– Vi husker udmærket, at vi i sidste sæson vandt over GOG i Royal Stage. Vi tænker, at det udmærket kan ske igen i en godt fyldt Helsingør Hal, hvor vi tidligere har gjort det godt, siger Laurids Søgaard.

I sæsonens første otte kampe har Nordsjælland formået at gøre det helt lige i opgørenes første 45 minutter, så det hele har skulle afgøres i det sidste kvarter. Det er også første delmål mod GOG på fredag, selv om det kiksede senest mod Bjerringbro-Silkeborg efter Nordsjælland-føring i størstedelen af opgøret.

– Men grundlæggende set så leverede vi en rigtig god præstation mod Bjerringbro-Silkeborg. Særligt var det etablerede angrebsspil noget af det bedste, som vi overhovedet har leveret i denne sæson. Desværre var vi ikke lige så skarpe i afslutningerne, som vi har været i de foregående kampe. Udnyttelsen kunne have været bedre, men takterne var positive, siger Laurids Søgaard, som fortsat ser tingene udvikle sig i den rigtige retning trods de seneste nederlag. – Det var en mærkværdig kamp mod Bjerringbro-Silkeborg med store udsving – specielt i 1. halvleg. Men vi spiller noget hurtigt og offensivt håndbold. Det får vi bonus af i perioder, men det kan også gå hurtigt den anden vej. Men grundlæggende er det en stor force. Vi laver stadig lidt for mange tekniske fejl, men spillemæssigt ser det fint ud, siger Laurids Søgaard.

Tekst: René Larsen, Foto Flemming Yoon