Hillerød
19/11 - kl. 20:00
NH vs TTH
Skip to main content

Nok en gang spillede Nordsjælland Håndbold en tæt kamp i Herreligaen, og desværre måtte Nordsjælland igen trække det korteste strå, da det blev til et knebent nederlag 29-28 mod storfavoritterne Bjerringbro-Silkeborg fredag aften i Jysk Arena. Det skete efter en kamp, hvor Nordsjælland havde haft føringen det meste af tiden.

– Lige nu er vi voldsomt skuffet. Langt hen ad vejen spillede vi en god kamp og kom med et godt udtryk. Men vi brænder simpelthen for meget. Vi kommer frem til nogle chancer, hvor der bare skal scores, ærgrede sportschef Jørn Blom sig i minutterne efter opgøret.

Tidligere på ugen sejrede Bjerringbro-Silkeborg 30-26 over polske Gornik Zabrze i gruppespillet i Europa League, men umiddelbart var der ikke tegn på træthed hos hjemmeholdet.

Patrick Boldsen bragte planmæssigt hjemmeholdet foran 5-2 i kampens indledning. Det kunne ligne starten på en rigtig tung aften for Nordsjælland, der tilmed var uden topscorer og forsvarsklippen Matias Campbell, som dagen forinden blev ramt hårdt over næsen af en albue under træning.

Men de bange anelser blev for en stund gjort til skamme. Der fulgte en periode, hvor alting gik Nordsjællands vej. Jimmi Andersen var til dagens anledning valgt til at starte inde efter stærke indhop i de foregående kampe.

Det var en god beslutning. I mere end et kvarter formåede Jimmi Andersen at rulle gardinet for, og i den mellemliggende periode scorede Nordsjælland ikke mindre end 11 gange i træk, og Nikolaj Larsson kunne efter 20 minutters spil bringe Nordsjælland foran med de chokerende cifre 13-5.

Den medvind var måske lidt mere, end hvad holdet kunne bære. På mindre end et minut scorede Bjerringbro-Silkeborg tre gange og fik reduceret til 8-13, så Nordsjællands cheftræner Laurids Søgaard måtte lægge timeout-kortet.

Det standsede blødningen, men inden pausen var Nordsjællands forspring skrumpet til tre mål.

Nordsjælland stred gennem 2. halvleg for at holde Bjerringbro-Silkeborg fra livet. Gustav Bruun og Nikolaj Larsson gav tilmed Nordsjælland en firemålsføring i starten af 2. halvleg med scoringerne til 18-14 og 19-15.

Men Bjerringbro-Silkeborg drejede ufortrødent skruetvingen, mens Nordsjælland forsøgte at stå imod. Med ni minutter igen udlignede Lasse Lid for BSH til 24-24, og dermed var der lagt op til en vanvittig tæt afslutning, hvor tingene kunne falde ud til hvad side, det skulle være.

Men med to minutter igen blev Julius Mørch-Rasmussen til Nordsjællands store frustration ramt af en udvisning ved stillingen 27-27. Nordsjælland måtte spille resten af kampen i undertal, og det var mere, end de hårdt kæmpende gæster kunne bære. Nikolaj Læsø og den tidligere Nordsjælland-streg Alexander Lynggaard gjorde det til 29-27, og så var det kun til pynt, at Rasmus Madsbøll reducerede med fem sekunder igen.

– Det er så ærgerligt. Vi havde styr på kampen, lyder det fra sportschefen.

Tekst: René Larsen, Foto: Flemming Yoon