Skip to main content

I en festlig kulisse i Aalborg i lørdags mødte vi på ca. alle tænkelige måder overmagten og måtte fuld fortjent rejse hjem uden point. 

Trods det faktum, vi måtte rejse hjem uden point, var der mange fine ting at tage med videre. Vi spillede i perioder rigtig godt angrebsspil, men blev også straffet benhårdt hver gang, vi ikke spillede med den fornødne skarphed og indkasserede al, al for mange kontramål. 

Ikke desto mindre har vi taget en pokkers masse læring med hjem og er i den grad klar til at skyde ligasæsonen 22/23 i gang på hjemmebane. 

Her drømmer vi om, at få skabt en fæstning, som udover at være med til at skrabe en hulans masse point sammen og skabe en festlig oplevelse omkring kampen, skal sikre os, at vi flytter os tættere på de mange, store hold vest for Storebælt. 

Et af de hold er dagens gæster fra Tvis, der har indledt sæson med to hjemmebanenederlag i hhv. pokalen og ligaen, og mon ikke der stadig er et par hos gæsterne, der husker sidst de var på besøg? 

Siden den dag har de skiftet lidt ud i truppen, bl.a. er vores tidligere anfører Dan Beck-Hansen vendt tilbage efter tre succesrige år i svensk håndbold – lad os byde ham og hans holdkammerater varmt velkommen tilbage. 

Vi drømmer om at starte hjemmebanesæsonen med en sejr, slette nullet og skabe de første sten til en fæstning!

God kamp – kom så NH!