Savner spilletid og derfor har han fundet en anden klub, hvor han venter at være mere på banen
Højrefløjen Benjamin Jørgensen har valgt at prøve kræfter i en anden klub og derfor er dette hans anden og sidste sæson i Nordsjælland Håndbold:
– Det handler for mig om at få mere spilletid; om min udvikling. Og jeg ville gerne have haft flere minutter på banen i denne sæson, siger han.
Benjamin Jørgensen skrev kontrakt i april 2019 og valgte Nordsjælland Håndbold for at blive udviklet, og han var godt klar over, at i den første sæson i Ligaen skulle han sidde på bænken en stor del af tiden.
Men efter han var kommet over en skade i denne sæson, synes han ikke, han har fået nok spilletid, og derfor har han valgt en 1. divisionsklub, hvor han venter at få det:
– Men jeg har været glad for at være i Nordsjælland Håndbold: Det er gode trænere og jeg har ikke noget dårligt at sige – men nu må jeg prioritere min egen udvikling, siger han.
Træneren håber på gensyn
I en længere periode var Benjamin Jørgensen ude med et springerknæ og cheftræner Simon Dahl siger:
– Siden Benjas ankomst har vi – og i særdeleshed Benja selv – kæmpet hårdt for at få styr på de skades-udfordringer, der har fulgt ham gennem en del år efterhånden. Det er vi heldigvis nået i mål med og det sidste halve år er det tydeligt, hvor meget Benja har rykket sig i dagligdagen.
Simon Dahl mener klubskiftet er naturligt – men det er omvendt ikke nødvendigvis et endeligt farvel:
– Nu er han klar til at komme ud og udvikle sig yderligere, jagte noget mere spilletid, og så håber vi, at vi en skønne dag igen ser Benja i den grønne NH-trøje, siger Simon Dahl.
Benjamin Jørgensen bor i Hillerød og stammer fra den ene af moderklubberne, Hillerød Håndboldklub, og kom til NH via Skanderborg samtidig med den anden unge fløj, Tobias Rasmussen, som næste sæson spiller for Grindsted GIG Håndbold i 1. division.