1. division for herrer og damer er blevet stoppet med øjeblikkelig virkning – og den midlertidige afbrydelse gælder til 23. november.
Det oplyser Divisionsforeningen for Håndbold i dag klokken 12.37 – og der sendes senere i dag en pressemeddelelse ud. DIF har ikke kunnet få en godkendelse til forsat at spille i de 2 1. divisioner igennem hos myndighederne.
Og for trænerne betyder forbuddet mod at spille også nogle træningsudfordringer, idet trupperne nu er omfattet af reglerne om maksimalt 10 personer samlet på én gang: De skal derfor til at dele træningen op i grupper.
3 kampe udskydes
For Nordsjælland Håndbold betyder det, at 3 kampe bliver berørt:
Mod TM Tønder i morgen fredag 30. oktober, mod Grindsted lørdag 14. november i Helsingør Hallen, og mod Team Sydhavsøerne ude fredag 20. november.
Divisionsforeningen vil danne sig et overblik og så se på, hvordan de udsatte kampe så kan afvikles. Og p.t. regnes med, at der må spilles efter planen fra 23. november.
NH-direktør: – Vanvittigt og uforståeligt!
– Det er vanvittigt og uforståeligt!
Sådan lyder kommentaren fra Nordsjælland Håndbolds direktør H.P. Dueholm.
Han fatter ikke logikken i, at myndighederne tillader ligahåndbold, som en del af underholdningsindustrien, mens 1. division nu pludselig ikke må spilles:
– Der mangler respekt for os, der kører professionelle håndboldklubber. Og jeg har svært ved at se forskellen på ligaen og 1. division: Vi har opfyldt de samme krav til beskyttelse af tilskuerne og har taget alle de hensyn, myndighederne har bedt os om. Og der har ikke været udbrud af corona efter håndboldkampe, fremfører H.P. Dueholm.