Skip to main content
Nyheder

Simon Dahl forlænger arbejdet med Nordsjælland Håndbold

Står i spidsen de næste tre sæsoner: – Masser af potentiale i klubben, siger han
 
– Jeg er glad og stolt over, at vi skal fortsætte den tur, vi er på lige nu, sammen. Jeg synes fortsat der er masser af potentiale i klubben, vi har et spændende hold og vi er klar til at jagte næste niveau på så mange områder, som jeg rigtig gerne vil give mit bidrag til.
 
Sådan siger Nordsjælland Håndbolds cheftræner Simon Dahl – og anledningen er, at hans kontrakt netop er forlænget med yderligere to år, så samarbejdet fortsætter yderligere tre sæsoner.
 
I næste sæson vil talentchef Laurids Søgaard sideløbende med NH-talent fungere som assistenttræner og hans kontrakt løber også tre sæsoner. Det betyder at den nye trænerduo kommer til at bestå af Simon Dahl og Laurids Søgaard.
 
Simon Dahl var assistenttræner i fire år og er nu i gang med sin anden sæson som cheftræner; en sæson, hvor holdet p.t. ligger på 1. pladsen, der giver direkte tilbagevenden til Ligaen.
 
Udfordringer mødt med smil på læben
Simon Dahl og Nordsjælland Håndbold fungerer godt sammen og der er en løbende udvikling i gang. Også selv om der har været bump på vejen i forhold til turneringens afvikling:
 
– Simon Dahls to år som cheftræner har budt på mange anderledes udfordringer, hvor Covid-19 nok har været den største. Det har betydet konstante ændringer i træningsplaner og kampprogram. Alt er blevet løst med en lille jysk smil på læben, lyder anerkendelsen fra sportschef Jørn Blom Hansen.
 
Stemningen i truppen er også god og de mange sejre i 1. division giver også selvtillid:

– Nu ser vi fremad og håber naturligvis på en oprykning, så vi igen kan spille i den bedste række og vi glæder os til i fælleskab at udvikle Nordsjælland Håndbold, siger sportschefen.