Skip to main content

I morgen fredag gælder det kalenderårets sidste håndboldkamp, når vi skal en tur til Nykøbing Mors. Kigger man på tabellen er det meget tæt, og med en sejr kan vi rykke en plads op. Vi har derfor spurgt Laurids Søgaard om det er noget, man tænker over i truppen:

”Som udgangspunkt forbereder vi os jo på samme måde til alle kampe. Det er dog klart, at det er en vigtig kamp i forhold til at bide sig fast og kunne kigge op ad efter jul. Det er også en kamp vi har ekstra store forhåbninger til at kunne få udbytte af, især når man ser hvor tæt vi var på, da vi mødte dem på hjemmebane.”

Mors-Thy Håndbold har ligesom Nordsjælland hentet størstedelen af deres point på deres stærke hjemmebaner. Det er også noget Laurids er opmærksom på:

”Vi er selvfølgelig opmærksomme på at der er stor forskel på at møde Mors-Thy ude og hjemme. De er altid garant for en stærk hjemmebane, og vi forventer derfor et opgør med fuldt tryk på. De har desuden en bredde i truppen der gør at de kan variere spillet, og skifte ud uden at svække holdet synderligt. Skal man alligevel fremhæve en individuel spiller på det ellers bredde hold kunne man nævne deres keeper Rasmus Henriksen, der nu igennem en længere periode har haft mange redninger”

Der er kampstart på Mors kl. 18:30 i en kamp der desuden bliver et gensyn med vores tidligere anfører Andreas Nielsen. Skulle du ikke have mulighed for at tage den lange rejse, så livestreames kampen på tophåndbold-appen.