Onsdag er vi tilbage i Helsingør Hallen efter en sæsons pause. En hal, hvor vi tidligere har oplevet store triumfer i. Her kan vi blot nævne kampen i 2017, hvor vi sikrede os slutspillet mod Team Tvis Holstebro eller den magiske kamp i 2011, hvor vi som det eneste hold den sæson formåede at besejre AG København.
Det er således en legendarisk håndboldhal vi vender tilbage til i dagens kamp, hvor modstanderen er Skjern Håndbold. En klub som vi faktisk har besejret de seneste to gældende opgør.
I modsætning til de opgør har Skjern, ligesom os selv, skiftet en del ud. En af de nye har dog også fyldt lidt mere end de andre ved taktikbrættet for cheftræner Lasse Folkmann. Svenske Axel Månsson har indtaget den danske liga som den nye assistsherif:
”Han er startet rigtig flot i en ny liga og binder deres angrebsspil flot sammen. Når han så har Marcus Midtgaard og Jon Andersen omkring sig, så er der nok ting at skulle forholde sig til. De er i god form pt. og kommer senest fra en storsejr mod Skanderborg AGF, så på den måde skal vi også ramme noget, der ligner en eller anden form for topniveau, hvis vi skal have en chance. Det tror vi dog også på, at vi kan. Vi synes, at vi specielt defensivt leverede en god præstation i Aalborg, og kan vi tage det med videre, så er der en god bund at bygge videre på.
Samtidig skal vi forsøge at gøre kampen en anelse urytmisk, så vi kan få kampen på vores præmisser. Vi skal ikke skabe kaos, men det gør ikke noget, at der sker mange ting, som de skal forholde sig til.
Og slutteligt giver det jo sig selv, at vi ikke skal brænde 23 skud på Svend, som Skanderborg gjorde i søndags. Vi skal være skarpe foran kassen, så vi kan løbe ordentligt retur.”
Opgøret bliver vist direkte på TV 2 Sport med optakt fra kl. 18.00. Ellers kan det som altid følges via Tophåndbold-appen eller på vores sociale medier.