Hillerød
30/03 - kl. 19:00
NH vs TTH
Skip to main content
Nyheder

​Så er målmanden på plads – Jimmi Gabriel Andersen skifter til Nordsjælland Håndbold

Jimmi Gabriel Andersen skifter fra ligaklubben Fredericia HK til Nordsjælland Håndbold
 
27-årige Jimmi Gabriel Andersen bliver den nye målmand i Nordsjælland Håndbold, som p.t. fører 1. division. 
Den 1,96 meter høje og 115 kilo tunge målmand spiller i øjeblikket hos Fredericia HK i HTH-Ligaen – hér har han spillet i fem sæsoner og bl.a. været med til at spille klubben op fra 1. division.
I Nordsjælland Håndbold bliver han makker med Frederik Andersson, som just har forlænget sin kontrakt for yderligere to år, og han erstatter Marcus Holmén, som rejser hjem til Sverige.
Jimmi Andersens vurdering er, at Nordsjælland Håndbold både har potentiale til at vende tilbage til Ligaen og til at blive en fast bestanddel:

​- Jeg har kun hørt godt om Nordsjælland Håndbold og havde i den forbindelse også nogle rigtig gode snakke med både ledelsen og træner Simon Dahl. Dette var også var medvirkende til, at mit valg faldt på Nordsjælland Håndbold, da jeg kan se mig selv som en del af det projekt, som klubben er i gang med.  

Et stort vindergen
Cheftræner Simon Dahl giver denne karakteristik af den nye målmand, som har skrevet en treårig kontrakt:

– Jimmi er kendetegnet ved altid at være enorm velforberedt og udstyret med et stort vindergen, som kan og skal være med til at smitte af på alle i og omkring Nordsjælland Håndbold. 
Cheftræneren siger videre, at Jimmi Andersen altid går efter det bedste: – Og det passer perfekt ind hos os, hvor vi hele tiden jagter næste niveau og næste sejr.

Kigger efter bolig og job

Jimmi Andersen er uddannet pædagog og har ved siden af håndbolden arbejdet med udsatte unge; noget, som han meget gerne vil fortsætte med.

– Planen er, at min kone Cecilie og jeg flytter til Sjælland i forbindelse med skiftet. Lige nu leder vi efter et sted at bo, fortæller Jimmi Andersen