Hillerød
23/02 - kl. 20:00
NH vs FHK
Skip to main content

NH-Talent viser nok engang, at vi i Nordsjælland Håndbold har et talentmiljø, der udvikler og resultatmæssigt står stærkt over hele linjen.

Vores U17- og U19-hold har leveret en flot sæson, hvor begge hold har vundet deres respektive ligaer med flere spillerunder tilbage og dermed kan kalde sig Sjællandsmestre. Det medfører en deltagelse ved DM, hvor landets fire dygtigste hold kæmper om danmarksmesterskabet. Således er to ud af i alt otte deltagende hold ved drengenes DM fra Nordsjælland Håndbold.

De flotte resultater sker på baggrund af, at vi i NH-Talent er lykkedes med at etablere et stærkt udviklingsmiljø, der udvikler og tiltrækker de unge spillere. Anerkendelsen af vores talentmiljø mærker vi blandt andet, når spillere søger tilbage til det nordsjællandske efter at have været på efterskole.

U19 sikrede DM-pladsen med en overbevisende sejr over FIF/Ydun i en sæson, hvor NH kun har smidt tre point og hvor flere U17-spillere har bidraget flot på holdet.

U17-holdet bookede ligeledes en billet til DM med en flot og hårdt tilkæmpet 1-målssejr over FIF/Ydun – og med en enkelt kamp tilbage er de ubesejrede i U17-ligaen.

Der venter nu U17-holdet en tur til Skanderborg, hvor de skal kæmpe om DM-titlen den 27.-28. april. Ugen efter er det U19-holdets tur og de skal en tur til Gudme i jagten på guldet.

Det er alt sammen et udtryk for et yderst kompetent trænerarbejde leveret af Laurids Søgaard, Tobias Aagaard, Tim Rantala, Claus Kuno, Nicolas Lundbye og Christoffer Madsen – dygtigt supplere af fysisk træner Tobias Buk, målvogtertræner Mathias Ekstrøm, fysioterapeuter og andre hjælpere omkring holdene.

Giv både spillerne og trænerne et ekstra klap på skulderen, når I ser dem rundt om i hallen. Det har de om nogen fortjent med deres flid og hårde arbejde sæsonen igennem.