Udebane
19/08 - kl. 19:00
HCK vs NH

Nordsjælland Håndbold har besluttet at stoppe samarbejdet med cheftræner Tobias Aagaard med øjeblikkelig virkning.

Klubben er inden for de seneste døgn blevet gjort bekendt med en kommunikationsform over for unge spillere, som Nordsjælland Håndbold finder uacceptabel og uforenelig med det ansvar og de værdier, der følger med rollen som træner i klubben.
“I Nordsjælland Håndbold skal vores trænere være både rollemodeller og tillidspersoner. Det gælder ikke mindst i arbejdet med vores unge spillere. Det ansvar er efter vores vurdering ikke blevet løftet på en måde, vi kan acceptere, og derfor stopper samarbejdet,” siger Kim Scheuer Nielsen, direktør i Nordsjælland Håndbold.

Fokus på spillerne og klubbens ansvar
Klubben vil fortsætte dialogen med relevante spillere og forældre og samtidig gennemgå egne procedurer, retningslinjer og den løbende vejledning af klubbens trænere.
Nordsjælland Håndbold skal være et sted, hvor nogle af landets mest talentfulde unge håndboldspillere kan udvikle sig sportsligt i rammer præget af respekt, ordentlighed og stærkt fællesskab.

Nordsjælland Håndbold arbejder samtidig på en permanent løsning omkring cheftrænerposten. Indtil da overtager Nicolaj Jensen, der i dag er assisterende træner, rollen som fungerende cheftræner.
Nordsjælland Håndbold er bygget på et stærkt fællesskab mellem spillere, moderklubber, frivillige, samarbejdspartnere og fans. Det er en del af det, som er fundamentet for klubbens videre udvikling og ambitioner frem mod 2030.

Klubben har ikke yderligere kommentarer.

Mvh
Kim Scheuer Nielsen · Direktør, Nordsjælland Håndbold