Oven på en god indsats i pokalkampen mod Aalborg, så drømte Nordsjælland om to point i ligapremieren på udebane mod KIF Kolding torsdag aften. Men det gik slet ikke som Nordsjælland havde håbet. KIF Kolding vandt opgøret 30-28, og det kunne Nordsjælland mest af alt takke sig selv for.
Enten var der tale om premierenerver, eller også var der bare slukket for kontakten. Nordsjælland startede forfærdeligt og var bagud 6-0 efter seks minutter spil. Det hang slet ikke sammen.
Cheftræner Laurids Søgaard fik taget timeout og rebet sejlene. Oliver Klarskov og Thomas Boilesen var med til at få løst op for det krampagtige angrebsspil. Nikolaj Larsson fik reduceret til 6-1, og så begyndte Nordsjælland at slide sig tilbage i opgøret.
Det kneb dog stadig forsvarsmæssigt. Målmand Magnus K. Petersen forlod banen efter små 11 minutter uden at have haft en redning. Jimmi Andersen afløste og fik rigtig godt fat mellem stængerne foran et mere offensivt forsvar, og efter små 20 minutter kunne Gustav Bruun udligne til 10-10.
På det tidspunkt praktiserede Nordsjælland syv-mod-seks-spil. Det var også godt for angrebsspillet, men omvendt var Kolding ekstremt effektive til at slå kontra. Fire gange kunne hjemmeholdet smide bolden ned i tomt Nordsjælland-mål, og så valgte Nordsjælland at gå tilbage til en mere normal angrebsopstilling bagud 15-13.
Men Nordsjælland fik sluttet 1. halvleg godt. Carl-Emil Haunstrup bragte Nordsjælland foran første gang i kampen 16-15, og med den stilling kunne de to hold gå til pause.
Nordsjælland kom stærkt ud til 2. halvleg. Venstrefløjen Rasmus Madsbøll var usvigelig sikker i sine afslutninger, og med en Gustav Bruun, der spillede sig voldsomt op efter en usikker start, så bragte Nordsjælland sig foran 22-18.
To gange havde Nordsjælland muligheden for at bringe sig foran med fem mål og bringe Kolding på knockoutens rand, men niveauet faldt angrebsmæssigt. Samtidig havde Nordsjælland svært ved at dæmme op for Koldings syv-mod-seks-spil.
Tobias Ellebæk udlignede til 24-24 med ti minutter igen, og opgøret tippede afgørende, da Assar Kammenhed fik en udvisning. I overtallet scorede Kolding to gange samtidig med at Carl-Emil Haunstrup ikke fik hul igennem på sine gennembrud fra fløjen.
Kolding kom på 27-25, og det hul magtede Nordsjælland ikke at lukke igen, inden klokken løb ud.
Tekst: René Larsen Foto: Flemming Yoon