Efter en landskampspause med fire af vores ligaspillere på landsholdsopgaver rundt omkring i Europa og 14 dage uden ligahåndbold er vi tilbage i Helsinge-Hallen på søndag, hvor oprykkerne fra Skive fH kommer på besøg.
Det er det sidste hold, vi mangler at møde i årets grundspil, inden turneringen vender. Allerede i næste uge venter selvsamme Skive fH på udebane. Cheftræner Lasse Folkmann gør midtvejsstatus på en tæt liga og ser frem mod en spændende kamp.
”Vi har i år en nærmest historisk tæt håndboldliga, hvor vi gentagne gange har set, at alle kan slå alle. Eksempelvis har vi fået bugt med topklubber som Skjern og BSH, men samtidig sat point til mod hold i den modsatte ende af tabellen.
Selvom tabellen er ved at knække omkring de rigtig sjove pladser, er det ikke dér, vi lægger vores fokus. Vi kigger i stedet på, hvem vi skal møde. For alle kan slå alle i denne liga, og det gælder helt sikkert også Skive fH.
Selvom jeg både tror og mener, at vi er favoritter i denne kamp på hjemmebane, har sæsonen vist, at det ikke er noget, man kan bruge til ret meget, når først kampen fløjtes i gang. Skive har leveret rigtig flot håndbold i deres første mange kampe, og at de kun står noteret for to point, er både lidt misvisende og et udtryk for, at de har manglet den sidste skarphed i kampenes afgørende faser. En skarphed, som vi skal have på søndag, hvis kampen skal falde ud til vores fordel.
Vi har en fælles drøm om at kunne kigge opad i tabellen i grundspillets anden halvdel. Det synes jeg, at vores spil indtil videre har berettiget os til. Men hvis vi skal lykkes med det, er det selvfølgelig klart, at vi skal kunne vinde en kamp som denne,” afslutter Lasse Folkmann.