I sidste uge blev et af topholdene sendt hjem uden point, da Skjern blev besejret 27-23. Torsdag står endnu et tophold på menuen, i jagten på endnu en overraskelse. Vi har talt med Laurids Søgaard, som ser frem mod kampen:
”Vi havde en fantastisk fredag aften i Royal Stage, hvor tingene gik op i en højere enhed. Først en vellykket kilometerjagt, og derefter sejr over Skjern med årets bedste defensive præstation. En fantastisk kulisse med masser af mennesker, gjorde det ekstra sjovt at spille. Og det bliver forhåbentligt kun endnu vildere til næste hjemmekamp mod GOG.
Inden da skal vi dog have fuldt fokus mod BSH, som for tiden kører som en meget velsmurt maskine. De præsterer først og fremmest et solidt forsvar med den tidligere NH-spiller Alexander Lynggaard og tidligere landsholdsspiller René Toft. Dertil kommer en stærk kontrafase og et flydende angrebsspil.
Til trods for det, formåede vi i sidste sæson at besejre dem hjemme, mens vi i denne sæson var lige ved og næsten, efter at vi forbilledligt havde kæmpet os tilbage i en kamp, som vi endte med at tabe med to mål.
Torsdag jagter vi at fastholde de gode præstationer, vi har lavet efter VM-pausen. Lykkedes dette, så er vi klar til at stikke en kæp i hjulet på BSH-maskinen.”
Der er kampstart torsdag kl. 18:30 i JYSK Arena, Silkeborg. Kampen streames desværre ikke, men kan følges på livescore via tophåndbold-appen.