Oven på den historisk gode VM-slutrunde og fejring af guldet på Rådhuspladsen, så melder hverdagen sig igen. Efter halvanden måneds pause spilles der fra torsdag igen kampe i Herreligaen, og det er TMS Ringsted og Nordsjælland, der lægger ud med det sjællandske derby.
– Det glæder vi os meget til. Det er et opgør, der har sit helt eget liv. Det er en sjov kamp, som vi ser frem til at spille, og jeg er overbevist om, at det bliver en tæt affære i en helt proppet hal, siger Nordsjællands cheftræner Laurids Søgaard.
Nordsjælland har holdt jul og nytår i Herreligaen på en ottendeplads med 17 point i lige så mange kampe. Det er noget bedre, end de fleste havde forventet, men Laurids Søgaard håber, at det er en placering, som Nordsjælland kan holde fast i.
– Det er ikke det, som sæsonen står og falder med. Men nu hvor vi har placeret os, hvor vi nu en gang ligger, så vil det være dybt åndssvagt, om vi ikke jagter en plads i slutspillet.
Hvad skal der så til for at gå i top otte?
– Det kan jeg svare ret præcist på. Jeg vil mene, at der skal fem sejre til i de sidste ni kampe i grundspillet, så det bliver selvfølgelig svært.
Så en sejr mod TMS vil være vigtig?
– Det er noget nemmere at jagte fire sejre i otte kampe – end fem sejre i ni, så det kunne vi rigtig godt tænke os.
Hvordan står I så her før de ni sidste kampe i grundspillet?
– Vi er godt forberedt. Vi har haft en god og sjov januar med en del fysiske tests og så en god uge på La Santa, hvor der har været tid til at pleje det sociale, det fysiske og en smule håndbold. I den sidste uge har vi for alvor tunet ind på det håndboldmæssige.
I er uden sejr i de tre træningskampe. Generer det dig?
– Jeg ville hellere have stået med tre sejre, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste har været at prøve nogle ting af, så vi står bedst muligt til den halvdel, der mangler.
Hvad er det for nogle ting?
– Vi har arbejdet med forskellige angrebsvarianter og spille i andre konstellationer, så vi har lidt mere i værktøjskassen. Det er vi lykkedes meget godt med. Tingene sidder en smule bedre, og det har været vigtigt for os, at få nogle gentagelser ind under bæltet.
Når torsdagens kamp mod TMS Ringsted er spillet, så venter der Nordsjælland endnu en pause. Første hjemmekamp i 2025 spilles først den 23. februar.
– Kampprogrammet er en smule urytmisk. Nogle gange er der længere pauser, og andre gang ligger kampene tæt. Det er vi fortrøstningsfulde med. Vi har en bred trup, så vi kan få trænet en hel masse og få rettet fokus ind på de forestående opgaver, siger Laurids Søgaard.