I aften drager vi en tur til Sønderborg, hvor SønderjyskE venter. Sådan som kvalifikationsspillet indtil videre har udspillet sig, er der stadig meget på spil for alle hold. Vi har taget en snak med assistenttræner Laurids Søgaard om, hvad det bliver for et opgør.
”Det er en hamrende vigtig kamp for begge hold. SønderjyskE har fire point nu, så de kan endnu ikke vide sig sikre på ikke at ende sidst. Og det samme gør sig jo i høj grad gældende for os”
”Det bliver formentligt en svær kamp, hvor begge hold vil knokle for de to point. En sejr vil stille os rigtig godt i forhold til at undgå sidstepladsen i kvalifikationsspillet, som jo er det, vi kæmper benhårdt for.”
Med to sejre i de seneste to kampe – mod TTH Holstebro i kvalspillet og HØJ i pokalturneringen – er spillerne fulde af selvtillid og klar på at give alt for to vigtige point. Det er dog ingen nem opgave, vurderer Laurids Søgaard.
”Vi skal modstå det meget hårde fysiske tryk, som SønderjyskE helt sikkert kommer til at lægge fra land med. Det er jo et hold, der særligt defensivt lever rigtig meget på deres power og vildskab. Det skal vi kunne stå imod og så skal vi selv bringe den samme fysik ind i det, for ellers bliver vi most.”
”Den fysiske dimension er noget, vi er meget bevidste om, for hvis de i perioder af kampen får lov til at dominere os fysisk, så bliver det noget bøvl for os.”
”Formår vi til gengæld at stå imod – og bringe kampen op i tempo – så tror jeg bestemt, vi kan være et sted, hvor vi har lidt flere ressourcer at trække på end dem, så vi kan slide dem lidt op i løbet af kampen.
Kampen spilles kl. 19.00 i Skansen, og kan følges gennem liveopdateringer på vores Instagram @nordsjaelland_haandbold og i Tophåndbolds app.