Udebane
20/10 - kl. 18:30
SKH vs NSH
Skip to main content
Nyheder

Kvartfinale i Skanderborg

Det blev endnu et brutalt nederlag i Lemvig, en scoring på straffe efter tid og et ønske fra de mange tilskuere om en god tur hjem. Vi fik aldrig lukket ned for de to storspillende talenter Thymand og Gade, og den hektiske stemning lagde stort pres på spillerne. Dommerne leverede en stærk præstation, vores medrejste fans gjorde alt hvad de kunne. Vi kan ikke andet end at kigge indad, held og marginaler går ikke vores vej. Men man skal opsøge dem, gøre sig fortjent til at få dem, og det gør vi ikke i øjeblikket. Skylden ligger hos os selv, for mange af vores fokuspunkter, som vi ikke får omsat. For mange dumme beslutninger. Det er dog noget som man kan ændre på kort tid. Spillet og indstillingen har langt hen ad vejen været der, og havde kampene i denne sæson varet 3-5 sekunder mindre, så havde der stået minimum 5 point mere på kontoen.
Heldigvis kommer der altid en ny kamp i sportens verden. En stor en af slagsen, Skanderborg har spillet en forrygende sæson, hvor de har slået tophold, som GOG, BSV og Ålborg. Pokalen har sig eget liv, og vi har nu mulighed for at skrive historie i vores klub. Deltagelse i Final4 ville være fantastisk branding, og en kæmpe oplevelse for spillerne, og vores fans i Jyske Bank Boxen. 
Svært? Ja selvfølgelig, Skanderborg på hjemmebane i Orangeriet, hvor de slog de danske mestre fra Skjern ud, bliver noget af en opgave. De er storfavoritter, og det har vi det fint med. Vi glæder os helt vildt til den udfordring, de har rigtig mange dygtige spillere, men det er frem for alt bredden, der gør de lige nu er på en imponerende 5 plads i ligaen.
Det er vigtigt vi bevarer troen, kan vi transformere vores nederlag til erfaring, så er der efterhånden på tide tingene begynder at gå vores vej. Vi håber på en masse fans til kampen og er særdeles taknemmelige for den støtte, vi får-også i modgang. 
God kamp.
 
Ian Marko Fog