Hillerød
23/02 - kl. 20:00
NH vs FHK
Skip to main content

Nordsjælland Håndbold tager endnu et skridt fra forening til forretning
Kim Scheuer Nielsen ansættes som direktør

Konkurrencen i toppen af dansk håndbold intensiveres konstant, og kravene til at drive klubber som forretninger bliver stadigt større. For at fastholde og styrke sin position blandt de bedste tager Nordsjælland Håndbold nu et markant skridt fremad med ansættelsen af Kim Scheuer Nielsen som administrerende direktør pr. 15. januar 2025.

Kim Scheuer Nielsen bringer en imponerende erfaring og strategisk tilgang til ledelse, der vil styrke klubben markant i de kommende år. Formand Jørgen Simonsen udtaler:

”Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes at ansætte en så kompetent direktør som Kim Scheuer Nielsen. Dette er blevet muligt takket være et tæt samarbejde med TRP. Med sin store erfaring og brede indsigt er jeg overbevist om, at Kim vil bidrage til at løfte Nordsjælland Håndbold til det næste niveau. I takt med de omfattende forandringer i håndboldverdenen er det afgørende, at vi styrker vores organisation og tænker mere forretningsorienteret.”

Kim Scheuer Nielsen kommer fra en lederstilling hos Dagrofa, hvor han har opnået omfattende erfaring med omstilling og strategisk udvikling. Han ser frem til de nye udfordringer og udtaler:

”Det er en utrolig spændende udfordring, og jeg glæder mig til at blive en del af et stærkt hold. Jeg ser frem til at bringe min erfaring med netværksopbygning og ledelse i spil. Nordsjælland Håndbold har et solidt fundament og en ambitiøs plan, der kombinerer sportslige og økonomiske målsætninger. Det tiltaler mig, at klubben tænker stort og ambitiøst, men samtidig holder fast i det nære samarbejde med moderklubberne.”

Kim fortsætter:

”For at navigere klubben fremad skal vi fokusere på både de kortsigtede muligheder og de langsigtede mål. Det handler om at skabe en inspirerende vision og strategi, der engagerer spillere, frivillige, sponsorer og hele Nordsjælland i en fælles indsats. Sammen kan vi skabe de synergier, der er nødvendige for at indfri klubbens ambitiøse målsætninger frem mod 2028.”

Kim Scheuer Nielsen har gennem sin karriere i detailbranchen opbygget en solid erfaring med ledelse og samarbejde – blandt andet med uafhængige købmænd. Hans erfaring og evne til at gå forrest vil være en stor fordel i arbejdet med at styrke Nordsjælland Håndbolds organisation og netværk.

Kim har tidligere været aktiv fodboldspiller i Avarta, og hans kendskab til håndboldmiljøet stammer fra år på tilskuerpladserne.

Kim overtager direktørposten fra Hans Peter Dueholm, der efter næsten 10 år som frivillig leder og direktør har valgt at give stafetten videre. Hans Peter forbliver dog en vigtig del af klubben som medlem af bestyrelsen og vil fortsat bidrage til klubbens daglige ledelse. Sammen med Kim og de mange dedikerede medarbejdere og frivillige vil han være med til at udvikle Nordsjælland Håndbold yderligere og sikre klubbens plads i toppen af dansk håndbold.


Fakta om Kim Scheuer Nielsen:

  • Alder: 55 år
  • Bopæl: Helsinge
  • Tidligere Arbejdsgivere
    • BR legetøj/TopToy
    • Dagrofa – Spar, Min Købmand
    • Zoo
    • Dresspartner
  • Uddannelse: Copenhagen Business School

Telefon: 21313566 Mail: ksn@nsj-h.dk