Skip to main content
Nyheder

Kilometerjagt d. 9. marts – Hvor gode ben har erhvervslivet?

By 25/02/2020september 5th, 2022No Comments

Dét afsløres mandag 9. marts, hvor ti hold dyster i KilometerJagten som optakt                                                       til ligakampen mellem Nordsjælland Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg
 
At politikere kan have ben er en kendt sag. Men hvor gode ben har erhvervslivet i Nordsjælland? 
Dét kan vi få svaret på mandag 9. marts klokken ca. 18.30, hvor Nordsjælland Håndbolds årlige dyst KilometerJagten skydes af efter halvanden times dyst på spinningcykler.
10 hold a fire ryttere dyster om dels at køre flest kilometer, dels at have solgt flest anparter og dermed have cyklet flest penge ind.
Rekorden blev sat sidste år, hvor et hold fra HHM A/S og Bygma Hillerød samt et hold fra Nordtag A/S i Græsted begge kørte 80.000 kroner ind – og Hillerødholdet kørte også længst med 80,1 kilometer:
– Samtidig blev der sat rekord med 534.137 kroner, som går til Nordsjælland Håndbold – og vi håber naturligvis også i år at sætte rekord, fortæller eventkoordinator Ann-Britt Thorndahl fra Nordsjælland Håndbold.
KilometerJagten ligger og lægger op til ligakampen i håndbold mellem Nordsjælland Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg: Cyklisterne træder an klokken 17 i Faxe Kondi Hal 1 i Royal Stage i Hillerød og klokken 19.30 fløjtes den vigtige kamp i gang i arenaen i Royal Stage.
Sidste år var der 400 deltagere til KilometerJagten, og med de stigende tilskuertal, som Nordsjælland Håndbold har oplevet til hjemmekampene siden slutningen af november, er der lagt op til en festlig dag.
De ti hold, som dyster i år: IT Eksperten/Schwartz Gulvservice, HHM A/S/Bygma, Spar Nord/CL Gruppen, J.B. Olsen/KS Connections, Nordtag, Circle K, Adserballe & Knudsen, Store Erhvervsmænd, Danske Bank og #StærkestSammen, der er et fælles hold for de tre moderklubber bag Nordsjælland Håndbold: Helsingør Håndbold, Hillerød Håndboldklub og Team Helsinge Håndbold.
KilometerJagten har eksisteret som en munter, svedig og indbringende begivenhed siden 2008.