I dag får vores nye cheftræner Halldór Sigfússon sin officielle debut for Nordsjælland Håndbold, når vi tager hul på den nye sæson med pokalkampen mod Kolding. Det var derfor en spændt og forventningsfuld træner vi tog en snak med, men også en træner med stor respekt for modstanderen.
”Vi glæder os utroligt meget til at komme i gang med første hjemmekamp, og få lov at mærke
vores fantastiske hjemmebane Royal Stage. Vi har haft en rigtig god opstart, og er nu klar til at
tage hul på en spændende sæson.
Pokalturneringen er altid speciel. Det er som bekendt den korteste vej til en titel, og alle hold er
derfor ekstra motiverede for at præstere, da et nederlag samtid betyder exit fra turneringen.
Dagens modstander fra Kolding bliver en kæmpe opgave for os. Jeg har set rigtig mange af deres
kampe i opstarten, og syntes de har et utroligt stærkt hold på alle positioner. Her er det værd at
fremhæve deres stærke bagkæde med Erik Toft, Sander Øverjordet og Oliver Norlyk. Dertil kommer
at de har ligaen måske bedste venstre fløj i Bjarke Christensen, og sidste år havde ligaens bedste
forsvar med Magnus Brandbyge som sikker sidste skanse. Der venter os derfor en kæmpe opgave,
men vi vil give alt på banen i 60 minutter og mere til, hvis det skulle komme dertil.
Til sidst vil jeg gerne rose dette fantastiske initiativ med dobbeltarrangementet. Royal Stage er de
perfekte rammer til et event for dette, og vi håber at give en god oplevelse til det forhåbentligt
talstærke publikum.”