Udebane
22/03 - kl. 15:00
GOG vs NH
Skip to main content

På dagens generalforsamling udtrykte formand Jørgen Simonsen stor tilfredshed med Nordsjælland Håndbolds sportslige og organisatoriske udvikling i sæsonen 2023-24.

Simonsen fremhævede det stærke talentarbejde, der har resulteret i både sølvmedaljer til U19- og U17-holdene og leveret nye profiler til ligaholdet og ungdomslandsholdene. Derudover blev ligapladsen sikret gennem flotte sejre mod top- og midterhold, og klubben satte en ny tilskuerrekord med 4.545 entusiastiske fans til kampen mod Aalborg.

Han understregede, at dansk herrehåndbold står i en rivende udvikling – fra landsholdets triumfer ved OL og VM til en skarpere konkurrence i ligaen. For Nordsjælland Håndbold betyder det, at transformationen fra forening til forretning intensiveres. Team Red Performance Håndbold Elite, som nu er medejer, spiller her en afgørende rolle for klubbens fremtidige sportslige og organisatoriske løft.

Selvom sæsonen 2023-24 økonomisk endte med et underskud, er klubbens drift på ingen måde truet. Klubbens ejere har givet tilsagn om ekstra midler til at understøtte både sportslig udvikling og organisatorisk professionalisering. Samtidig planlægges en eventuel kapitaludvidelse for yderligere at styrke det økonomiske fundament.

Med en langsigtet strategi sigter Nordsjælland Håndbold mod at cementere sin position som Nordsjællands førende håndboldklub. Klubben vil fortsætte med at levere håndbold på højeste niveau og samtidig være en stærk aktør i lokalsamfundet – som et samlingspunkt for fællesskab, talentudvikling og professionel sport.

“Vi ser frem mod en fremtid, hvor vi fortsætter med at udvikle os som en central aktør i dansk herrehåndbold, både sportsligt og organisatorisk. Det er vores ambition at skabe et hold, der ikke kun repræsenterer Nordsjælland, men som også er en stolt del af den danske håndboldelite,” sagde Jørgen Simonsen.

Til slut rettede Simonsen en varm tak til klubbens samarbejdspartnere, frivillige og fans: “Deres støtte og opbakning er hjørnestenen for vores arbejde. Uden dem intet Nordsjælland Håndbold.”

Nordsjælland Håndbolds bestyrelse består efter generalsamlingen af Jørgen Simonsen, Niels Ole Jensen, Thomas Elong, Mette Heise, Malene Romme Frydkjær og Hans Peter Dueholm.

For yderligere information kontakt:

  • Direktør, Hans Peter Dueholm, Nordsjælland Håndbold: 42 50 42 69
  • Formand, Niels Ole Jensen, Team Red Performance Håndbold Elite