Udebane
22/03 - kl. 15:00
GOG vs NH
Skip to main content

Nordsjælland har i de to seneste måneder været henvist til træningslokalet. Der har været pause på grund af VM, men der har også været andre huller i kampprogrammet. 

Til gengæld er der nu ved at komme fart over feltet igen. Forleden tabte Nordsjælland til Fredericia i Hillerød, men holdet får ikke lov til at slikke sårene særlig længe. Fredag aften gælder det Mors-Thy på udebane, inden Nordsjælland spiller igen fire dage senere på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg i Helsinge.

Det bekommer assistenttræner Christoffer Zinck vel.

– Vi er inde i et rul for første gang i lang tid. Nu har vi forberedt os tilstrækkeligt og længe, så er det godt at komme ind og få spillet nogle kampe i træk. Det giver det ekstra til at komme et gear mere op. Det går den rigtige vej, og vi håber at kunne tage momentum med os videre, siger Christoffer Zinck.

Han synes, at der var gode ting at tage med sig fra opgøret mod Fredericia, selv om det blev til nederlag.

– Vi spiller en rigtig fin 1. halvleg. Vores seks-mod-seks-spil fungerede rigtig godt, og vi sad med en følelse af, at vi burde have været foran med et par stykker ved pause. Til gengæld bøvlede vi noget med tingene i starten af 2. halvleg og nåede at komme bagud med syv mål. Det var bittert, men drengene viste mandsmod og rygrad ved at kæmpe sig flot tilbage. Det var opløftende, siger Christoffer Zinck.

Mors-Thy og Nordsjælland ligger henholdsvis nummer seks og syv i tabellen, og de to hold gav også hinanden en tæt kamp, da de mødtes i Hillerød før jul. Efter en tæt kamp, hvor Nordsjælland var i front fem minutter før tid, vandt Mors-Thy 30-28.

– Jeg husker især den kamp for, at det var her, at Mads Svane Knudsen fra Mors-Thy for alvor kom i gang efter en periode hvor han har spillet mindre end tidligere. Og forleden scorede han 11 mål i sejren over Sønderjyske. Ham skal vi forsøge at tøjle, konstaterer Christoffer Zinck og tilføjer i samme åndedrag:

– Men han bliver samtidig flankeret af en stribe gode spillere. Mors-Thy har mange tangenter at spille på, men vi håber og tror da på, at vi kan stikke en kæp i hjulet på dem.

Mors-Thy spiller de fleste af dets hjemmekampe i Bette Balkan i Nykøbing Mors. Som om busturen ikke er lang nok, så bliver den lige toppet af at fredagens opgør er henlagt til Thy Hallen i Thisted. Det giver lige 30 kilometer ekstra, så for fans, der ikke orker køreturen, er der hjælp at hente. Opgøret bliver vist direkte på TV2Sport.