En ny og spændende sæson står for døren, når vi onsdag aften byder indenfor til sæsonpremieren mod Fredericia Håndboldklub.
Med stor udskiftning i truppen og mange nye profiler på holdet bliver det spændende at se, hvordan vores nu mørkegrønne helte klarer sig, når de træder ind over stregerne i Royal Stage.
Også på trænerbænken er der sket udskiftning. Efter en turbulent tid er det nytilkomne Nicolaj Jensen, der skal lede holdet ud til sæsonens første kamp. Vi har derfor taget en snak med den konstituerede cheftræner, som først og fremmest glæder sig til, at det nu igen skal handle om håndbold.
”Man glæder sig altid til at komme i gang med en ny sæson, men særligt meget denne gang, hvor alle os nye på holdet glæder os til at komme i gang med et nyt og spændende projekt og rette fokus mod det, det handler om – nemlig spillet på de 20 x 40 meter.
Personligt glæder jeg mig ekstremt meget til at skulle stå med ansvaret. Det er en opgave, jeg går ind til med stor respekt, men også en enorm motivation for. Jeg er udmærket klar over, hvor meget denne klub betyder for mange mennesker, og har gjort det de sidste 20 år. Jeg vil derfor gøre alt, hvad der står i min magt, for at give vores trofaste fans og frivillige den oplevelse, de ser frem til uge efter uge, når først sæsonen ruller.”
Dagens modstander fra Fredericia Håndboldklub har også skiftet ud på trænerposten, hvor Mathias Madsen er ny mand i spidsen for holdet. Det gør det sværere end normalt at spå om, hvad gæsterne kommer med, hvis man spørger Nico (Nicolaj Jensen, red.).
”Vi står over for et hold, der på trods af, at de ikke har skiftet meget ud i truppen, stadig kommer med meget nyt qua trænerskiftet med Mathias Madsen. Det bliver spændende at se, om de kan vænne sig til at stå så defensivt, som vi har set det i træningskampene, eller om vi skal forvente en mere offensiv tilgang til deres forsvar.
Jeg har også stor respekt for deres offensive kvaliteter, men tror også, det er noget, vi kan matche med de mange spændende profiler, vi selv har fået tilføjet, og som allerede er faldet rigtig godt ind i spillet i begge ender af banen.
Jeg tror, vi kommer til at have flere strenge at spille på i forhold til sidste sæson, og det glæder jeg mig til at få sat i spil,” afslutter Nico.