Skip to main content
Nyheder

Optakt: Team Sydhavsøerne – Nordsjælland Håndbold

Efter en mindre coronapause, som har bevirket udskydelse af et par kampe for alle hold, betyder det jo et mere sammenpresset program frem mod jul, men det havde vi indstillet os på i forvejen, så nu glæder vi os virkelig bare til at spille kampe igen, og det bliver vel næsten ikke bedre end en svær udekamp i Maribo, hvor der helt sikkert bliver fuld fart på i alle 60 minutter. 

Kampen spilles fredag 20. november klokken 20.

Indstillingen rigtig god
Vi skal igang igen og vi skal forsøge hurtigt at finde hinanden i begge ender af banen, og selvom vi synes vi har trænet rigtig godt de seneste uger, og fået lagt lag på flere aspekter af vores spil, så er der rigtig stor forskel på træning og kamp, hvorfor det er vigtigt at vores indstilling og tilgang til kampen er, at vi først og fremmest skal give alt, fighte og kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne, for så er muligheden for sejr og succes naturligvis større. 
Vi var trods sejren ikke helt tilfredse med vores indsats i seneste kamp mod Ajax København, hvor vi specielt forsvarsmæssigt ikke ramte det niveau, som vi mener vi kan spille op til, men heldigvis var angrebsspillet igen ganske fornuftigt, indstillingen rigtig god og trods bump på vejen i løbet af kampen endte det heldigvis med begge point. 

God modstander
Team Sydhavsøerne har måske haft en lidt hektisk start på turneringen, hvor de har været ramt af skader, ligesom flere af deres kampe blev aflyst/rykket på grund af corona, og derfor har det formentlig været lidt svært for dem at finde en rytme, men de viste med al tydelighed i deres seneste hjemmekamp mod Grindsted GIF Håndbold, at deres moral og indstilling er helt i top, idet de var bagud med 6 mål i første halvleg, men alligevel fik hevet en flot sejr hjem på 29-26.

Og trods skaderne er det et rigtig godt mandskab som tager imod os på fredag, hvor vi i den grad skal være klar for at tage de to point med til Nordsjælland. 

Kampen er naturligvis også et glædeligt gensyn med Ian Marko Fog, og det bliver helt sikkert en sjov oplevelse, at han nu står på modsatte udskiftningsbænk, men ingen tvivl om, at under kampen bliver venskaber lagt lidt til side, og de 2 point er det alt overskyggende for begge mandskaber.

​Trænerteamet