Skip to main content
Nyheder

Optakt: Skjern – Nordsjælland Håndbold

By 04/03/2020september 5th, 2022No Comments

​Onsdag aften går turen endnu engang til det jyske, hvor vi skal på langfart til Skjern, hvor en svær kamp på en svær udebane venter forude. 

Skjern ligger lige nu og kæmper en hård kamp for at få point med over i slutspillet, og derfor var det en særdeles vigtig sejr for dem i lørdags, hvor de tog til Kolding og fik begge point med hjem.

Det var selvfølgelig også vigtigt for os, at Skjern vandt over Kolding i lørdags, da Kolding lige nu er det hold, som ligger tættest på os i bunden af rækken, men vi kan ikke have for meget fokus på andre end os selv, og så forsøge at gøre vores eget job og skaffe vores egne point, og fakta er, at vi skal have flere point på kontoen, hvis vi skal drømme om forbliven i Ligaen. 

Vi har hele tiden sagt, at vi var på rette vej og i lørdags spillede vi måske den bedste hele kamp i sæsonen, da Ribe blev besejret forholdsvis sikkert på hjemmebane i Helsinge med 5 scoringer.

Sejren var jo dejlig i sig selv, men det var mere måden sejren kom i hus på, som var en stor opmuntring for os alle, idet vi spillede klogt og med ro i de perioder, hvor vi ikke havde momentum i kampen, hvilket gjorde, at vores såkaldte dårlige perioder i kampen blev både kortere, og ikke var så kostbare for os på resultat tavlen som de tidligere har været. 

Samtidig var det en arbejdssejr, hvor alle spillere bød ind i begge ender af banen, og vores disciplin var nærmest uhyggelig stor, hvilket betød at vi kunne lade de 2 point blive i det nordsjællandske.

Vi ved vi kommer under stort tryk i Skjern, og vi ved at vores unge trup skal udvise al den energi, fight, disciplin og kynisme de kan finde frem, såfremt vi skal kunne lave overraskelsen onsdag aften, men vi tror på muligheden og vil gøre alt for at skuffe det lokale publikum, og hive sejren med hjem til Nordsjælland. 

 

Trænerteamet.