Skip to main content
Nyheder

Fantastisk slutspurt sikrede det ene point

Lemvig-Thyborøn Håndbold-Nordsjælland Håndbold 31-31 (16-17).
Målscorere: Tobias Jørgensen 8, Carl-Emil Haunstrup 7, Nichlas Hald og Matias Campbell hver 5, Andreas Magaard 2, Julius Mørch-Rasmussen, Rasmus Madsbøll, Thomas Kjærgaard og Jimmi Andersen hver 1.
Udvisninger: 3 til hver af holdene.
Straffe: 4 til NH hvoraf de 3 blev udnyttet og 2 til Lemvig-Thyborøn.
Tilskuere: 1.017 i Arena Vestjylland 10. december 2021.
 
Nordsjælland Håndbold tog efter en fantastisk slutspurt ét point med hjem fra kampen i Lemvig.
Det var den hidtil længste tur til en udekamp, og Lemvig-Thyborøn Håndbold lå inden dagens kamp som nr. 7. NH-spillerne var opsat på at tage point med hjem, og ikke mindst fordi det glippede hjemme mod Skanderborg Aarhus Håndbold.
NH havde fået rystet den lange køretur af sig og kom godt fra start og bragte sig foran 1-0. De to hold fulgtes ad i det første kvarter, hvor de skiftedes til at være i førertrøjen efter knapt et kvarter var stillingen 7-7.

De følgende minutter fik Lemvig-Thyborøn imidlertid et lille forspring, men NH fik bragt balance i regnskabet. Med 3 minutter igen fik Tobias Jørgensen bragt NH foran til 15-16. Lemvig-Thyborøn svarede igen og fik udlignet. NH ville det anderledes og med små 10 sekunder igen bragede Nichlas Hald bolden i mål til halvlegsresultatet 16-17.

Fuld fart på 2. halvleg
NH kom ud til 2. halvleg med fuld speed og øgede sin føring til 20-16, det sidste af målene blev sat ind af målmand Jimmi Andersen. Desværre kunne NH ikke holde denne 4 målsføring. Lemvig-Thyborøn reducerede og efter af have spillet 5 minutter var stillingen igen lige.
De følgende angreb blev bedst udnyttet af Lemvig-Thyborøn, men heldigvis svarede NH hurtig igen og efter et kvarter var stillingen 26-26.

Lidt for spændende!
De sidste 10 minutter af kampen blev lidt for spændende set med NH-briller, idet Lemvig-Thyborøn med 3 minutter igen havde bragt sig foran med 3 mål: 31-28.
De få NH-fans, der var mødt op, og alle dem der fulgte kampen på anden vis, var lidt bange for at NH ikke fik de hårdt tiltrængte point med hjem. NH tog en time out og hvad Simon Dahl har sagt til spillerne vides ikke, men spillerne viste vilje og ville det anderledes.
I løbet af de sidste minutter fik de bragt balance i målregnskabet først til 31-29, så til 31-30 og til slut 31-31 og de havde faktisk muligheden for at få begge point med hjem, men skuddet langt ude fra i det afsluttende sekund blev reddet.

Stor ros til spillerne, at de i den heksekedel, som det er at spille i Lemvig, kunne holde hovedet koldt og særligt i de afgørende minutter, at være bagud med 3 mål og så komme op og få udlignet – flot!
Holdet har nu 7 point og ligger a point med Mors-Thy Håndbold for lige mange kampe. Lige over ligger Skive med 8 point.

NH skal igen til Jylland på onsdag 15. december, hvor det er ligaens nr. 5 – Fredericia Håndboldklub – der venter.

Kampprogrammet for den resterende del af 2021 ligger tæt, det er således at NH yderligere skal spille den 22, 27. og 30. december inden spillere og ledere kan holde juleferie. 22. og 30. december spilles hjemme i Royal Stage.

Kirsten Hebo, 11. december 2021