Ligatruppen befinder sig i disse dage på Club La Santa, hvor træningslejren danner rammen om det videre arbejde frem mod forårssæsonen. Fokus er rettet mod de kommende dage, hvor programmet byder på masser af træning – både fysisk og håndboldmæssigt. Træningslejren rundes af torsdag med en træningskamp mod Skjern Håndbold.
Efter træningslejren fortsætter forberedelserne på dansk grund med blandt andet to træningskampe. Torsdag den 22. januar kl. 17.00 spilles der mod OV Helsingborg, når ligaholdet for en bemærkning vender tilbage til Helsingør-Hallen. Opstartens sidste test bliver mod HØJ, som gæster Helsinge-Hallen torsdag den 29. januar kl. 16.00. Der er fri entré til begge træningskampe.
Den første ligakamp i det nye år spilles onsdag den 5. februar på udebane mod Ribe-Esbjerg HH. Herefter venter årets første hjemmekamp tirsdag den 11. februar, hvor Mors-Thy Håndbold gæster Royal Stage.
